VIDEO Dansk firerkajak sikrer sig finaleplads

Den danske firerkajak blev nummer tre i semifinalen og er dermed klar til finalen ved OL i Rio.

Med en femteplads i deres indledende heat, var der ikke de store forventninger til en dansk finaleplads for firerkajakken med Emma Aastrand Jørgensen, Amalie Thomsen, Henriette Engel Hansen og Ida Villumsen, da de fredag eftermiddag roede semifinale.

Men firerkajakken, der tilbage i juni blev nummer seks ved EM, startede hurtigt ud på bane seks, og lå nummer to efter 250 meter.

Men da de 500 meter blev passeret var danskerne blevet overhalet af Ukraine, men en tredjeplads var stadig nok til at sikre sig finalepladsen.

New Zealand vandt semifinalen i tiden et minut og 34,778 sekunder foran Ukraine og Danmark som tredjehurtigst.

Finalen i kvindernes firerkajak roes lørdag eftermiddag, hvor Danmark altså har endnu en mulighed for medaljer.