Kajakroeren René Holten Poulsen betragtes af mange som Danmarks største guldhåb inden de olympiske lege i Rio de Janeiro.
Og for Årets Sportsnavn i Danmark i 2015 er tiderne på vandet også der, hvor de gerne skulle være her 100 dage inden OL skydes i gang – eller rettere, de er nærmest en smule for hurtige i forhold til tidsplanen.
- Mine træningstider er rimelig tæt på det, som jeg lavede lige op til VM sidste år. Det er ikke fordi, at jeg har skudt det hele af endnu. Jeg tror bare, at det går lidt hurtigere, end vi lige havde regnet med, lyder forklaringen fra René Holten Poulsen.
Landstræner Zoltan Bako tør også godt love, at det er en roer i topform, som de danske tv-seere får at se på vandet ud for Rio de Janeiro i august.
- Vi er lidt forud for tidsplanen. Han vil være klar og i sit livs form, men man kan aldrig vide, for uheldigvis er der også andre, der har nøjagtig samme plan, fortæller Bako.
I de resterende konkurrencer inden OL er fokus for den normalt så vinderorienterede René Holten ikke udelukkende på at komme til tops.
- Vi har vores egen plan op til OL. Så vi skal ikke vinde World Cup-løbene, vi skal bare være med i front, er holdningen hos Zoltan Bako.
Holten selv får dog svært ved helt at lægge vindergenet helt væk under de forestående konkurrencer.
- Når man er der, så er det jo det (sejren, red.), der er vigtigt. Det gælder om at huske at være der, når man skal være der, slutter det danske OL-guldhåb.
René Holten Poulsen blev i marts måned hyldet som verdens bedste kano- og kajakroer på tværs af alle discipliner. Det skete ved World Paddle Awards i Barcelona.