BILLEDER De 10 største favoritter til cykelguld

Jakob Fuglsang skal virkelig køre godt, hvis han skal leve op til ambitionen om top-8.

  • Alejandro Valverde anses af mange som den største favorit til at vinde OL-løbet. Han kan både køre opad, og i det lille felt af bjergryttere har han nok den bedste spurt. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)
  • Tour de France-vinderen Chris Froome er naturligvis også blandt favoritterne til at vinde. Måske kan han igen angribe på en nedkørsel? Der er 14 kilometer fra det kinesiske bjerg til målstregen på Copacabana. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)
  • Rui Costa har før vundet store cykelløb. I 2013 blev han verdensmester, og tre gange er han kommet først over målstregen i Tour de France. Portugiseren er udmærket opad, og derfor skal han ikke afskrives som medaljekandidat ved OL. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)
  • Vincenzo Nibali havde ikke den bedste Tour, men det kan være, at han sammen med Fabio Aru kan skabe et godt OL-resultat. (Foto: © Eric Gaillard, Scanpix)
  • Franske Julian Alaphilippe var decideret fremragende på nedkørslerne i Tour de France. Brian Holms rytter kan faktisk også køre opad. Her har han Tour-etapevinderen Jarlinson Pantano bag sig. Pantano stiller også til start i Rio. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)
  • Irlands Daniel Martin kan også godt blande sig i kampen om OL-medaljer. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)
  • Hollandske Wout Poels udråbes af Jakob Fuglsang som en af favoritterne i dag. (Foto: © VINCENT JANNINK, Scanpix)
  • Romain Bardet plejer at være god til at køre opad. Det bliver vigtigt i dag, hvor en kategori 1-stigning skal bestiges tre gange. (Foto: © Eric Feferberg, Scanpix)
  • Verdensmesteren fra 2014, Michal Kwiatkowski, var ikke med i Tour de France. Spørgsmålet er, om det er en fordel eller ej. De tre danske ryttere ser det alle som en fordel, at de selv har kørt Tour de France. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)
  • Jakob Fuglsang er lidt en outsider i selskabet af favoritter. Hans mål er top otte, og den er hjælperytterne Chris Anker Sørensen og Christopher Juul Jensen helt med på. Derfor stemmer vi i det optimistiske kor og bringer Fuglsang ind som en af de 10 favoritter. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
1 / 10

Jakob Fuglsang skal virkelig holde sig til, hvis han skal leve op til sit eget håb om en placering blandt de otte bedste landsvejsryttere ved OL.

Feltet ser nemlig utroligt stærkt ud, og på den måde matcher det sådan set ruten meget godt. De 237,5 kilometer byder nemlig på masser af kørsel langs kysten og derefter tre ture op ad det kinesiske bjerg, der er klassificeret som en kategori 1-stigning.

I feltet herover har vi samlet 10 af de ryttere, der forventes at blande sig i medaljekampen.

237,5 kilometer med tre stigninger

Linjeløbet begynder og slutter ved den ikoniske strand Copacabana, der ligger lige ved siden af næsten ligeså berømte Ipanema. Dén strand er kendt for usandsynligt smukke solnedgange, men den slags lækkerier får rytterne under ingen omstændigheder tid til at tænke på, når de kører der.

Efter startskuddet går ruten ud langs kysten mod et brostensstykke og den lille stigning Grumari. Her køres der fire omgange, inden turen går tilbage mod Rio, hvor endnu en rundstrækning venter.

Her udgør det kinesiske bjerg dagens ubehagelige højdepunkt. Kategori 1-stigningen skal bestiges tre gange, inden det endelig går tilbage mod Ipanema og målstregen på Copacabana. Der er 14 kilometer fra toppen af bjerget til målstregen.

https://twitter.com/UCI_cycling/status/761124569016963072

Landevejsløbet sendes i sin fulde længde direkte på dr.dk/ol fra klokken 14:20.