Den danske rytter kørte enkeltstarten på de 54,5 kilometer ved OL i Rio i tiden 1 time, 16 minutter og 49,62 sekunder, og han kom i mål, før favoritterne var færdige.
Christopher Juul-Jensen var godt tilfreds, da han kom i mål.
- Jeg synes, jeg kørte en fin tid. Følelsen var god. Jeg er måske for meget en tøsedreng på nedkørslerne, men på de flade stykker kørte jeg stærkt.
- Jeg ville ønske, jeg skulle køre mountainbike eller bane for at fortsætte mit OL, men nu tager jeg hjem i stedet, sagde han til DR.
Christopher Juul-Jensen endte i dag som nummer 19 ud af 35 startende ryttere.
Han gjorde et stort stykke arbejde lørdag for holdkammeraten Jakob Fuglsang, der hentede sølvmedalje i landevejsløbet.
/Ritzau/