Onsdag eftermiddag skal det danske dressurhold for første gang i aktion ved OL i Rio de Janeiro.
Og dressur er en kompliceret størrelse med flere forskellige gangarter, øvelser og efterstræbte symbioser mellem hest og rytter.
For at lette forståelsen for den indviklede sport med de naturlige hestekræfter har vi bedt to af rytterne om at give en kort introduktion til det, der for mange er lige så simpel som at løse en ligning med 17 ubekendte.
Lego-arving leger med klodser
Når nu den ene af rytterne - Agnete Kirk Thinggaard - er datter af Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, og vi er til OL i Rio de Janeiro, hvad er så mere oplagt end at lave dressur-introduktionen med de officielle OL-maskotter bygget i Lego-klodser?
Så vil du blive en anelse klogere på dressursporten inden onsdagens Granprix-konkurrence, så se med i playeren over artiklen, hvor Thinggaard og Kasprzak viser store deres pædagogiske evner.
Holdkonkurrencen i dressur starter onsdag kl. 15.00, og du kan følge med på P3 og her på dr.dk. Derudover kan du efterfølgende se højdepunkter på DR1.