Dansk ro-landstræner efter aflysning: Der var både som sank

Det var den helt rigtige beslutning at aflyse dagens konkurrencer i roning, siger den danske landstræner Lars Christensen.

For anden dag i træk skaber vinden problemer for roerne under OL.

Alle dagens rokonkurrencer er aflyst, hvilket er den rigtige beslutning, fortæller den danske landstræner Lars Christensen.

- Forholdene er simpelthen for svære og sikkerheden er presset. Vi havde nogle træninger i morges, hvor der var både, som sank. Der er kæmpestore bølger og det er ikke forsvarligt.

Det danske ro-landshold nåede aldrig at ride på den olympiske bølge.

- Vi nåede at få dem stoppet, inden de kom ud. Vi kunne se tidligt i morges, at det ikke gavnede de hold, der kom ud, så vi ventede og så, hvordan tingene udartede sig. Så vi havde heldigvis ingen af vores hold ude og træne, siger Lars Christensen.

Det internationale roforbund har fået kritik for ikke at aflyse gårsdagens konkurrencer, hvor et serbisk makkerpar blandt andet kæntrede.

Og den danske landstræner er glad for de har lyttet.

- Der er lagt rigtig meget pres på dem. Jeg tror, at stort set alle nationer, der er til stede, har været oppe pippe lidt over for det internationale forbund og sige, det er ikke okay at afvikle konkurrencer under sådanne forhold, siger Lars Christensen.

Se interviewet med den danske landstræner øverst i artiklen.