VIDEO Dansk guld-duo misser finalen

De to roere var overmatchet i semifinalen, hvor de sluttede som nummer fire og dermed går de glip af en plads i finalen.

Roerne Mads Rasmussen og Rasmus Quist får ikke mulighed for at forsvare deres OL-guld, som de vandt i London.

I semifinalen i letvægtdobbeltsculler kom de to rutinerede danskere aldrig i nærheden af de tre forreste placeringer, der gav billet til finalen.

Halvvejs på de 2000 meter lå de to roere på femtepladsen flere sekunder efter de førende, og de de formåede ikke at sætte en afgørende slutspurt ind, der bragte dem i spil til de tre forreste pladser.

Omvej til OL i Rio

Sydafrika vandt heatet foran Norge og Polen. Mads Rasmussen og Rasmus Quist kom ind på 4.-pladsen mere end fire sekunder efter polakkerne.

De to kom kun med til OL på grund af en teknikalitet, og de skulle over opsamlingsheatet for at komme i semifinalen, så der var på forhånd skruet ned for forventningerne til dem.