Den danske guldfirer med Jacob Barsøe, Jacob Søgaard, Kasper Winther Jørgensen og Morten Jørgensen roede sig til en sikker finaleplads i dagens semifinale ved OL i Rio.
Den danske letvægtsfirer blev nummer to i deres heat efter den schweiziske båd.
Den schweiziske båd tog føringen på de første meter, mens danskerne indtog andenpladsen. Den schweiziske båd vandt VM-guld foran danskerne i fjor og er en af de seriøse konkurrenter til guldet.
Ved 1000 meter havde den danske båd så småt hentet ind på schweizerne.
Grækerne tog den sidste plads
De to både havde dog allerede taget et sikkert forspring til de øvrige rivaler og havde dermed tidligt sikker kurs mod finalen. Schweizerne hev dog sikkert sejren hjem. Den tredje og sidste finaleplads gik til Grækenland.
Den italienske båd vandt i suveræn stil den første semifinale og ser meget stærke ud. Der var tæt kamp om de to andre pladser i heatet, som gik til Frankrig og New Zealand.
Letvægtsfireren tog bronzemedaljer i 2012 i London og har vundet medaljer ved hvert OL siden 1996. Det er i alt blevet til tre guldmedaljer og to bronzemedaljer siden OL i Atlanta i 1996.
Den danske båd skal ro finale fredag.