VIDEO Sådan! Lolk og Elander er direkte i semifinalen

Letvægtsdobbeltsculleren med Anne Lolk og Juliane Elander kommer godt fra start ved OL.

Efter dansk OL-exit i dobbeltsculler, så stempler Anne Lolk og Juliane Elander godt ind i letvægtsklassen. De to roere er direkte videre til semifinalen, efter at de blev nummer to i det indledende heat.

Lolk og Elander blev nummer fire ved OL i London for fire år siden. I år har de en ambition om at forbedre den placering, og i den henseende er det optimalt, at de kan spare kræfter ved at springe opsamlingsheatet over.

Danmark snuppede nemlig andenpladsen, der giver direkte adgang til semifinalen. Heatet blev vundet af Kina, der også er direkte videre. De andre både må ud i et ekstra heat.

Har holdt pause

Siden OL i London har begge de danske roere holdt en pause. De er nemlig blevet mødre og har således været på barsel i olympiaden.

Mandagens indledende heat viste dog, at de ser ud til at være i topform. Der var mere end en bådslængde ned til amerikanerne på tredjepladsen.

Anne Lolk og Juliane Elander begyndte at ro sammen frem mod OL i London. Dengang brugte de en del tid på at omskole Lolk fra kajakroer til 'almindelige' roer. Det projekt ser ud til at udvikle sig i den helt rigtige retning.

Foruden vinderne Kina, så var Danmark også i indledende heat med Italien, Storbritannien og USA.

Semifinalerne afvikles tirsdag.