VIDEO Torben Grimmel hyldes med sang for OL-sølv

Michael Carøe sang for, da Sportens redaktion hyldede skytten for OL-medaljen i 2000.

"Jeg ligger hver aften med riflen / og løsner et enkelt skud."

Sådan lyder første linje i den hyldestsang, Michael Carøe skrev til skytten Torben Grimmel i 2000.

Ved Legene i Sydney lykkedes det nemlig for Grimmel at sikre sig en sølvmedalje. Hvilket var lidt af en overraskelse for mange, så derfor var det helt på sin plads med en sang, der kunne slå skyttens navn fast.

- Det var en rigtig smuk sang. Nej, den var god. Tak skal I have, lød det efterfølgende fra Grimmel.

Lyt og bedøm selv sangen i klippet herover.

Her i eftermiddag er Grimmel igen på medaljejagt. Og forhåbentlig skal vores rim-smede igen på arbejde - den rutinerede skytte menes i hvert fald at have en medaljechance efter at have vundet tre world cup-stævner i år.

OL i Rio er 40-årige Grimmels femte OL. For 20 år siden deltog han ved legene i Atlanta, hvor blev nummer 39. Markant bedre gik det altså fire år senere i Sydney, hvor sølvet kom i hus.

I Athen i 2004 blev han nummer ni, mens han ikke var kvalificeret til OL i Beijiing. I London i 2012 blev han nummer 24.