VIDEO Tennis-ekspert: Virkelig god Wozniacki-lodtrækning

Det er usikkert præcis hvem, Caroline Wozniacki skal møde ved OL, men der venter en nem kamp, vurderer ekspert.

Torsdag blev der trukket lod til OL’s tennisprogram, og det medførte godt nyt til Caroline Wozniacki, selvom det er usikkert præcis hvem, danskeren står overfor i første runde i Rio.

Wozniacki trak nemlig Su-wei Hsieh fra Taiwan, men den 30-årige spiller har i går meddelt på Facebook, at hun ikke vil stille op, og derfor er det formentlig en reservespiller, der skal stå over for det danske tennishåb. Uanset hvad, er det dog en god lodtrækning for Wozniacki, vurderer ekspert.

- Wozniacki har fået en virkelig god lodtrækning. Hun har trukket Su-wei Hsieh, en veteran uden de store meritter, som Wozniacki ikke har haft problemer med før. De har mødtes fire gange før, og Wozniacki har vundet alle sammen. Jeg kan ikke se, hun skulle få problemer med hende - hvis de overhovedet skal mødes, siger Anders Haahr Rasmussen, der kommenterer tennis for DR under OL.

- Hsieh har meldt ud, at hun slet ikke vil stille op, fordi hun er uvenner med sit eget forbund. I så fald bliver det en reserve, der bliver hevet ind, som er en lavt rangeret spiller. Så Wozniacki skal virkelig være glad. Hun er jo selv useedet og kunne meget nemt have løbet ind i nogle af de rigtig store, siger Anders Haahr.

Det forlyder, at erstatningen for Su-wei Hsieh – og dermed Wozniackis modstander – bliver reservespilleren Chia-Jung Chuang, men endnu er der ikke meldt noget officielt ud.