Australiens OL-delegation har nægtet at flytte ind i OL-byen i Rio. Stoppede toiletter, utætte rør og ledninger, der stikker ud af væggene er nogle af problemerne.
Nogle af lejlighederne i OL-landsbyen havde vand løbende ned ad væggene og en "stærk lugt af gas". Opgangene manglede belysning, og gulvene var beskidte, lyder meldingerne.
Den ankomne del af den australske OL-delegation er derfor flyttet på hotel.
- Vi mener ikke, at bygningerne er beboelige. Eller egnet til det konkurrencemiljø, som vi forsøger at skabe, siger delegationensleder, Kitty Chiller.
Optimisme i den danske lejr
I den danske lejr oplevede man også lignende problemer, da en række ledere ankom for en uge siden. Der er dog blevet arbejdet på højtryk for at gøre OL-lejren indflytningsklar.
- Det er ikke ualmindeligt, at der i forbindelse med et byggeri er nogle forskellige mangler, der skal udbedres. Det, der er lidt dramatisk er, at det foregår i sidste øjeblik, siger formand for Danmarks Idræts Forbund (DIF), Niels Nygaard.
Der er dog rettet gevaldigt op på skaderne den seneste uge, og Niels Nygaard, forventer, at lejlighederne er klar, når de danske atleter ankommer i weekenden.
- 18 ud af 36 lejligheder er blevet færdige, så vi tror, de sidste bliver klar, inden atleterne kommer, siger Niels Nygaard.