Det er sjældent, at en bronzevinder får lov til at have den ære at tænde den olympiske ild. Der skal som regel mere til.
Men 47-årige Vanderlei Cordeiro de Lima, der bar flammen det sidste stykke til ildfadet i Rio i nat, har en særdeles speciel olympisk historie bag sig.
For 12 år siden - efter 35 kilometer af maratonløbet ved de olympiske lege i Athen - førte brasilianeren løbet, men så blandede en irsk dommedagsprædikant sig.
Ud af det blå dukkede Neil Horan op, og han tog fat i langdistanceløberen og skubbede ham ud mod de jublende tilskuere. Først efter et kort håndgemæng og indblanding fra en årvågen tilskuer kunne Vanderlei Cordeiro de Lima chokeret og med et ømt lår løbe videre mod målet.
Italienske Stefano Baldini vandt løbet, mens Mabrahtom Keflezighi fra USA blev to'er. Vanderlei Cordeiro de Lima er tilsyneladende lykkelig for sin tredjeplads, da han kommer i mål.
Klik på billedet i toppen af artiklen for at se det vanvittige optrin fra Athen eller se billeder fra dramaet herunder.
Hvis du vil se Vanderlei de Lima tænde den olympiske flamme i Rio, så kan du klikke på playeren herunder.



