En brækket lillefinger og en forstuvet ringfinger var resultatet af det voldelige overfald, som Jeanette Ottesen i weekenden var udsat for sammen med sin kæreste.
Nu har svømmestjernen trænet for første gang efter den ubehagelige episode, og skaderne vil hæmme hende i forberedelserne til VM på langbane i Rusland om godt fem uger.
- Jeg bliver sat tilbage i min træning. Den her uge har været lidt rodet både emotionelt og på grund af en brækket lillefinger.
- Jeg kan godt træne. Men jeg er lidt handicappet og bliver nødt til at tape den ind og svømmer med padler for at få stabilitet i fingrene. Så jeg kan godt træne, det er bare ikke optimalt, siger Jeanette Ottesen til DR Sporten.
Afskriver ikke VM-chancer
I første omgang har Jeanette Ottesen meldt afbud til DM, der starter i næste uge, men VM-deltagelsen er umiddelbart ikke i fare.
Faktisk håber Ottesen, der er forsvarende verdensmester i 50 meter butterfly, at hun også kan få noget konstruktivt ud af overfaldet.
- Jeg får nogle aggressioner ud i vandet lige i øjeblikket, så jeg kan da bruge det på den måde. Svømning betyder alt for mig, og jeg vil gøre, hvad der skal til.
- Jeg håber bare, jeg kommer hurtigt over den finger, så jeg kan svømme optimalt. Jeg vil ikke afskrive noget, jeg vil heller ikke håbe på for meget - jeg gør det så godt, som jeg kan, siger hun.
VM i russiske Kazan svømmes fra den 2.-9. august, og den officielle danske målsætning lyder på fem medaljer.