Det er svært at vælge, når Peter Weiss bliver bedt om at pege på det mest majestætiske sted, han har kørt konkurrence på sin motorcykel gennem årene.
Copper Canyon er det første, han siger. Et gigantisk bjergområde i Mexico, der mest af alt minder om et frodigt Grand Canyon, hvor de oprindelige indianere fortsat lever.
Nå ja, så var der Cusco i det sydøstlige Peru. I hjertet af inkaland, lige op og ned ad Machu Picchu. Eller alle konkurrencerne i de sydamerikanske jungler, på stepperne, i bjergene og i de dybe skove i Draculas eget land, Rumænien.
Hvis David Livingstone var blevet genfødt i Danmark, så er det ikke usandsynligt, at han var vokset op i den lille, jyske by Grejs, havde fået navnet Peter Weiss og havde kørt motorcykel det meste af livet.
Den 34-årige dansker dyrker sporten hard enduro, der som navnet antyder er hårdt. Voldsomt hårdt. Konkurrencerne tager ofte mange timer, og de forløber over flere dage. Læg dertil, at du kører i uvejsomt terræn uden at kende ruten på forhånd.
For de fleste er målet at gennemføre, for de få handler det også om at komme først. Det er ekstremsport, der kræver to ting: mod og en motorcykel. Selv kalder Peter Weiss det ’en kombination af ballet og breakdance’ på hjul.
- Forestil dig, hvor brugt du er efter én time i et fitnesscenter. Sådan er det også at køre hard enduro. Du bruger kroppen konstant i fem, seks, syv, otte timer. Og så skal du gøre det fem dage i træk. Du er fuldstændig knust efter første dag, nærmest uanset hvor godt du er forberedt. Alle sover dårligt, fordi hele kroppen sitrer. Du kan simpelthen ikke slappe af.
- Det er det vildeste i motorsport. Jeg vil sige, at det her er motorsportens svar på en tidobbelt ironman, forklarer han.
Åbne organer
Fysisk er det altså ekstremt hårdt for kroppen at køre hard enduro, men lige så hårdt det er at kæmpe sig gennem modbydeligt landskab, lige så farligt er det også.
Peter Weiss har ikke længere tal på, hvor mange knogler han har brækket undervejs; begge arme, begge ben, begge fødder, ribben og anklerne. Læg dertil et utal af operationer.
Men det skræmmer ham ikke, selvom han også har hørt om hard enduro-kørere, der simpelthen er forsvundet eller endda døde.
For eksempel i løbet Erzbergrodeo, der køres i Østrigs største jernmine.
- Der er røget nogle stykker, uden det sådan for alvor er officielt. I Østrig er der nogle, der er røget ud over kanten. Men det holder organisationen meget tæt til kroppen, fortæller han.
Og hvorfor så overhovedet blive ved, når det kan være dødsensfarligt?
Fordi hard enduro er voldsomt underholdende.
- Jeg kender mange, som ikke lever så ekstremt som mig. De er ingeniører, fysioterapeuter eller kontorassistenter. De har også skavanker. De kan få en tennisalbue, få ondt i ryggen eller komme ud af form. Livet er skrøbeligt, uanset hvordan vi vender det, siger Peter Weiss.
At døden hurtigt kan komme tæt på, oplevede han selv efter et voldsomt styrt i 2012.
Paradoksalt nok skete det ikke på en af de vilde ture rundt omkring i verden, men tæt på hjemmet i Kolding, da han landede forkert efter et hop, ’han havde taget tusinde gange før’.
- Jeg brækkede et ribben, et kraveben og så åbnede min lever og min nyre sig på grund af det hårde tryk, jeg fik mod jorden. Det sker for eksempel, når folk er i en trafikulykke, forklarer han.
- Det var dét, der skete med min lever og min nyre. Og det var altså noget rigtig kolort. Det gjorde vanvittigt ondt. Men det værste var nu alligevel at få beskeden om, at der ikke var nogen garanti for, at organerne kunne komme til at fungere igen. Det er ikke så nemt at svejse en lever, fortæller han og fortsætter:
- Der var jeg rigtig langt ude på kanten. Jeg fik sådan en ’ud af kroppen-oplevelse’. Det er svært at forstå, hvis ikke du har prøvet det. Jeg følte, at det hele passerede forbi, og at jeg fløj to eller tre meter fra min egen krop, mens jeg kiggede ned på alle de mennesker, der stod omkring mig. Der var det lige ved at kamme over, og det skræmte mig heeelt vildt, siger han og holder en pause, før han tilføjer:
- Én ting var, at jeg havde ondt. Men at jeg ikke vidste, om den gik, det var virkelig ubehageligt.
En parteret fod
Alligevel hoppede Peter Weiss tilbage på motorcyklen, så snart han kunne.
Vovehalse viger ikke.
Og godt det samme. Han ville i hvert fald ikke have været de sidste mange års oplevelser foruden.
Altså bortset lige fra en enkelt oplevelse tilbage i november, der igen understregede pointen om, at alle kan være disponerede for uheld.
Peter Weiss kørte langsomt i en snæver, dyb rille i Venezuela, da hans fod kom i klemme mellem motorcyklen og sporets væg.
- Der var ikke plads mellem foden, væggen og motorcyklen. I stedet bliver foden fuldstændig knust, fordi den bliver trukket hele vejen rundt. Den er helt smadret. To af mine midterste tæer knækkede både ved roden og i toppen. Det gjorde helt ufatteligt ondt, siger han og konstaterer, ’at foden blev rimelig parteret’.
- Jeg vil hundrede gange hellere brække begge arme og begge lårben på samme tid end at brække foden på den måde.
Efterfølgende måtte han gå to timer med en motorcykel på slæb, før han kunne komme på hospitalet og få sat knoglerne på plads med gitter, skruer og donorknogler.
Et halvt år efter ulykken kan han stadig ikke løbe, men han er trods alt kommet tilbage til Danmark. Han er flyttet ind hos sin far og spekulerer på, om det var dét.
Han har kørt motorcykel. Han har set junglen, højsletten og bjergene. Og han har det jo egentlig også meget godt her. Lige her, hvor Himmelbjerget er det vildeste.
Også selvom det ikke altid er optimalt at være vovehals i Vejle.
- Hvis du kører motorcyklen ned gennem Sønderskoven i Vejle, så bliver du pløkket af den første nabo, mens den næste melder dig til politiet, siger han og griner.