Det er næsten som at se to mænd oven på hinanden, når Morteza Mehrzadselakjani kommer gående med en krykke i hver hånd.
246 centimeter måler den 33-årige atlet, der deltager ved de paralympiske lege for det iranske hold i siddende volleyball.
Morteza Mehrzadselakjani har akromegali, som er en kronisk sygdom forårsaget af for høj produktion af væksthormon. Derudover var han som 15-årig involveret i en trafikulykke, der betød, at hans højre ben voksede langsommere end det venstre.
Derfor går han i dag med krykker på grund af den ubalance, det har medført. Det så man blandt andet, da han gik ind til åbningsceremonien på det olympiske stadion i Tokyo.
Morteza Mehrzadselakjani er ikke overraskende den højeste deltager ved legene, og så er han et eksempel på noget af det, legene er sat i verden for: For at vise hvor meget, mennesker er i stand tli at klare på trods af fysiske handicap.
- Den eksponering, der er i det her, er meget betydningsfuld for mennesker med handicap. Det er betydningsfuldt for Danmark i almindelighed og for samfundet i særdeleshed, fordi atleterne viser, at man sagtens kan klare en masse ting og dyrke idræt på højt plan, selv om man er udfordret, siger John Petersson, der er formand for Parasport Danmark.
- Det sender et budskab om, at man skal se muligheder i stedet for begrænsninger, og så er det helt sikkert med til at rykke nogle barrierer og mange folks opfattelse af mennesker med handicap - også uden for sportens verden.
John Petersson har selv deltaget ved PL fem gange som atlet og fem gange som idrætspolitiker. PL i Tokyo er hans første som formand for Parasport Danmark.
Han debuterede som svømmer ved PL i New York i 1984 i en alder af 14 år. Her vil nogle måske tænke, at hey - der var da ikke OL i New York det år? OL-atleterne var da i Los Angeles.
Og det er korrekt.
- Der var ikke nogen samarbejdsaftale med den internationale olympiske komité dengang, så derfor holdt man ikke PL og OL samme sted. I Seoul i '88 var alle atleterne samlet i nogle af de samme faciliteter, men først fra '92 var alt fælles, så der er sket en kolossal udvikling her, som har stor betydning for parasporten, siger John Petersson.
53 års forskel mellem den yngste og ældste
Den yngste deltager ved PL i Tokyo er bare 14 år gammel ligesom John Petersson var ved sin debut.
Husnah Kukundakwe kommer fra Uganda og deltager - også ligesom John Petersson - i svømning.
Kukundakwe blev født uden den nederste del af højre arm, men hun begyndte at svømme som tre-årig.
På et pressemøde kort før PL sagde hun, at hun håber at kunne inspirere andre unge ugandere med et handicap til at svømme.
Husnah Kukundakwe skal konkurrere i kvindernes 50 og 100 meter fri.
Hun er sit lands kun anden deltager i svømning nogensinde ved et PL. Den første var Prossy Tusabe, der var med i Sydney i år 2000. Hun svømmede et enkelt heat og kom i mål et minut og syv sekunder efter vinderen, Kendra Berner fra USA.
Ikke nogen prangende tid, men hun gjorde det, og det er det, det hele handler om. Også for Husnah Kukundakwe.
- Jeg kan vise andre, at de bare skal tro på dem selv. Jeg føler ét eller andet pres på mig som den eneste parasvømmer fra Uganda, men bare det at få muligheden for at være her, er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg er så glad lige nu, sagde den 14-årige svømmer.
Franc Pinter er med sine 67 år den ældste deltager i Tokyo. Han kommer fra Slovenien og konkurrerer i riffelskydning.
Modsat den unge ugander er Franc Pinter ikke født med et handicap. Han blev rygmarvsskadet ved en bilulykke tilbage i 1977.
Efter at have prøvet kræfter med kørestolsbasket, para-atletik, svømning, bordtennis og paragliding begyndte han som 38-årig at dyrke skydning, fordi han følte, at han her havde den bedste chance for at blive god til en sport.
Det har siden vist sig at være et godt valg, for PL i Tokyo er hans ottende, og han har vundet både sølv og bronze undervejs, ligesom han har vundet guld til VM 2002 i Korea og guld til EM i Danmark i 2001 og i Polen i 2005.
Han har udtalt, at han forventer at indstille karrieren, når han har skudt færdig den 1. september i Asaka.