Med store præstationer følger selvsagt også forventninger, og dem har den danske dressurrytter Carina Cassøe Krüth svært ved at undslippe, når hun lørdag stiller til start ved den 5-stjernede Grand Prix Kür i Jyske Bank Boxen.
To World Cup-sejre i Göteborg og en sejr i fredagens Grand Prix i Herning med hoppen Heilines Danciera har nemlig vist, at de i fællesskab har fundet et utrolig højt niveau.
Alligevel står en mulig sejr i kür-disciplinen på hjemmebane i Danmark ikke alene på dagsordenen.
- Jeg er bestemt ikke ligeglad med at vinde, men jeg vil egentlig gerne være bedre end sidste gang eller som minimum præstere på samme niveau, hvilket er svært nok i sig selv. Det tror jeg nogle gange, at man glemmer, siger Carina Cassøe Krüth.
Hun lader sig ikke sådan forblænde af succesen, men minder sig selv om, at hun aldrig må hvile på laurbærrene. Heller ikke selvom hun i fraværet af Danmarks absolutte dressur-dronning, Cathrine Laudrup-Dufour, er blandt konkurrencens helt store favoritter.
- Det er ikke bare sådan, at det ruller derudad. Hvis alle de andre har deres livs ridt, mens jeg bliver nummer fire eller fem, er jeg egentlig fint tilfreds, så længe jeg var bedre end sidste gang, siger Carina Cassøe Krüth.
Den danske dressurprofil har arbejdet med Heilines Danciera, også bare kaldet Danse, i otte år efterhånden, og hun mærker tydeligt, hvordan de er blevet et fasttømret makkerpar.
- Det er ligesom med dem, der har danset sammen i mange år. Så opstår der også en bedre harmoni, siger Cassøe Krüth.
Men et stærkt og langt samarbejde sætter imidlertid også yderligere krav i den stædige jagt på marginaler.
- Når man når Grand Prix, er det endestationen. Det bliver ikke vildere, det er det sværeste, man kan, men der er stadigvæk meget detaljeret arbejde og udvikling endnu, siger hun.
- Vi prøver hele tiden at vende bittesmå sten for at se, hvordan vi kan optimere. På det her niveau er det ikke sådan, at man bare bliver tre procent bedre, men man prøver at finde en halv procent hist og her.
Det kræver en helt særlig tålmodighed.
- Med heste er det ikke ting, der sker fra den ene dag til den anden. Det er en løbende proces, hvor man lige pludselig kan mærke, at man høster frugten af måske et helt års arbejde. En lillebitte detalje, som begynder at sidde der, siger Carina Cassøe Krüth.
Og når det bagvedliggende arbejde er udført så grundigt, har dressurrytteren ingen problemer med, at forventningerne til hende og Danse er skruet i vejret i Herning.
- Jeg er også et menneske, der har forventninger til andre, så det er kun fint. Det gør også, at man opper sig. Man skal ikke tro, at tingene bare kommer af sig selv eller let, bare fordi man var god for 14 dage siden.
- Man skal huske at være ydmyg, siger Carina Cassøe Krüth.
Følg lørdagens Grand Prix Kür direkte på DRTV, DR2 eller i livebloggen på dr.dk fra klokken 15.30.