Suveræne Cathrine Laudrup-Dufour i sejrstime - vinder fem ud af fem mulige

Den danske dressurstjerne gør rent bord til et af verdens største dressurstævner i Aachen

Cathrine Laudrup-Dufour melder sig for alvor klar til VM med fem sejrer i Aachen ud af fem mulige (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Den sædvanlige knyttede næve efter et godt ridt var skiftet ud med en vifte af fem spredte fingre. Cathrine Laudrup-Dufour nappede i weekenden endnu en sejr og kunne for femte gang stille sig øverst på skamlen ved ridestævnet i Aachen.

Den 30-årige dansker har svært ved selv at fatte sin egen bedrift.

- Det føles helt vildt og er noget af en præstation. Jeg måtte lige nive mig selv i armen i morges for at tjekke, om det var en drøm. Det har været en fed uge, siger hun til DR Sporten.

Laudrup-Dufour er den første dansker til at vinde det tyske ridestævne i 37 år, men hun ved ikke, om nogen landsmand tidligere har prøvet at vinde alle fem klasser.

- Én ting er sejrene, men noget andet er, at min hest og jeg er i topform blot fire uger før VM. Det er kæmpesejt, når det går op i en højere enhed, understreger hun.

- Jeg bliver ikke skuffet, hvis jeg ikke vinder VM, men jeg vil gøre, alt hvad jeg kan for at vinde en medalje.

Den danske dressurstjerne er da også et godt bud på en ny verdensmester, mener berider og DR’s ekspertkommentator i dressur, Bjarne Nielsen. Han så præstationen i Aachen og er overbevist.

- Det er en manifestation overfor hele dommerverdenen, når hun vinder fem ud af fem mulige, understreger han.

Cathrine Dufour vandt to klasser på hesten Bohemian, og lavede derefter hattrick på hesten Vamos Amigos. Og ifølge Bjarne Nielsen kunne tidspunktet ikke have været bedre.

For om blot en måned skal titlen som verdensmester uddeles, når verdensmesterskaberne afholdes på dansk jord.

- Det begynder at ligne en dansk verdensmester. Specielt med det felt, der er i øjeblikket, hvor de meget prominente navne som britiske Carl Hester og verdensetteren Jessica von Bredow-Werndl fra Tyskland ikke er med.

- Det er om at være med på beatet, når det gælder. Og det sørger Catrine Laudrup-Dufour i den grad for at være med de præstationer, hun leverer i øjeblikket. Hun går altid benhårdt efter det og har en fantastisk føling med hestene, siger Bjarne Nielsen.

I øjeblikket ligger Cathrine Laudrup-Dufour nummer to på verdensranglisten med hesten Bohemian. Verdens nummer ét, Jessica von Bredow Werdl, er på barsel og stiller derfor ikke op til verdensmesterskaberne i Herning.

  • Carina Cassøe Krüth var med til at sikre den danske sejr ved Nations Cup. Hun red på Heiline’s Danciera og scorede 74,38%. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)
  • Cathrine Dufour sikrede toppoint, da hun red til 80,06% i holdkonkurrencen på Vamos Amigos (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)
  • Daniel Bachmann og hesten Marshall-Bell var første danske ekvipage i holdkonkurrencen, der tilsammen scorede 75,23% (Foto: © TT News Agency, Ritzau Scanpix)
  • Nanna Skodborg Merrald scorede 72,27% i holdkonkurrencen på Atterupsgaards Orthilia (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Danmark vinder Nations Cuppen for første gang nogensinde

Til weekendens stævne i den tyske by Aachen var det ikke kun Laudrup-Dufour, der viste gode takter.

Hendes danske holdkammerater, Daniel Bachmann, Nanna Skodborg Merrald og Carina Cassøe Krüth, scorede også høje point og leverede flotte præstationer på banen, som førte til dansk hold-sejr over værtsnationen Tyskland. Det er første gang nogensinde, at danskerne har vundet Nations Cuppen i Aachen.

- Efter præstationen i Aachen kunne det jo ligne en individuel guldmedalje og næsten også dansk guld i holdkonkurrencen. For hvis dette er styrkeforholdet, mener jeg, vi står godt til at indtage topplaceringer.

Daniel Bachmann, Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth og Cathrine Laudrup-Dufour er alle en del af det danske VM-hold, som blev udtaget mandag. Og publikum se frem til en gigantisk fest på hjemmebane, mener Cathrine Laudrup-Dufour.

- Jeg håber, der bliver udsolgt alle dage, for det bliver et enormt event. Det danske publikum er noget af det fedeste at ride for, og jeg glæder mig sindssygt meget. Vi er vant til at ride i udlandet, men der er noget særligt at ride på dansk jord, siger hun.

DR er med, når de danske ryttere skal kæmpe om medaljer ved verdensmesterskaberne i Herning fra den 6. til 14. august og sender timevis af live fra ridebanen. Du kan se med på DR2 og DRTV.