Russisk verdensmester fældet i doping-test

Julia Efimova har afleveret en positiv doping-prøve, og det bliver måske interessant for Rikke Møller Pedersen.

Den russiske svømmer Julia Efimova har afleveret en positiv doping-prøve, og det kan måske betyde, at danske Rikke Møller Pedersen får vekslet nogle af de medaljer, hun sikrede sig sidste år.

Ifølge norske VG har en prøve vist spor af dopingmidlet dehydroepiandrosteron (DHEA). Efimova skal allerede have indrømmet, at hun har brugt stoffet, men ikke troet, at det var på doping-listen, skriver Sovjet Sport.

Testen blev taget uden for konkurrence i oktober måned.

Hvis hun bliver fundet skyldig i brug af doping, risikerer hun to års udelukkelse.

Ved langbane-VM i Barcelona i sommer blev Rikke Møller Pedersen slået af russeren i 200 meter bryst-finalen, hvor danskeren måtte nøjes med sølv.

Under EM på kortbane i Herning i december måned fik Rikke Møller Pedersen bronze, mens Efimova tog sølv i 200 meter bryst-finalen.

Efimova er verdensrekord-holder på både 50- og 200 meter bryst distancen i 25 meter-bassinet.