Sara Slott inden VM-finale: Vi er fire der kæmper om medaljer

Den danske 400 meter hækkeløber ser sig selv som en del af den kvartet, der skal afgøre VM-finalen mellem sig.

Sara Slott Petersen løber onsdag eftermiddag VM-finale, når klodens otte hurtigste kvinder på 400 meter hæk-distancen skal fordele guld, sølv og bronze mellem sig.

Finalen bliver Sara Slott og de syv øvrige finaledeltageres tredje indtog i ’Fuglereden’ i Beijing på blot få dage – noget der normalt ikke passer den 28-årige Aarhus 1900-løber.

- Det bliver tredje løb på fire dage, så der er også et restitutionsperspektiv i det. Det har normalt ikke været min stærke side at løbe mange løb på få dage, fordi jeg ikke restituerer særligt hurtigt.

- Men den evne har jeg forbedret meget i år, lyder det bl.a. fra Sara Slott Petersen.

Fire i kamp om medaljer

Danskeren er fuld af selvtillid og ser sig selv som en del af den kvartet, der skal løbe om at ende på podiet.

- Som jeg ser det, så er vi fire, der kæmper om de tre medaljer. Jeg synes desværre, at Hejnova (tjekken Zuzana Hejnova, red.) ser ekstremt skarp ud. Hun har næsten guldmedaljen i hånden.

- Nu slog jeg Kaliese (jamaicaneren Kaliese Spencer, red.) i semifinalen. Om hun har et gear mere, det ved jeg ikke. Og så er der Cassandra Tate (fra USA, red.) som godt nok også løber let og bare hygger sig igennem. Men jeg har mødt hende to gange og har slået hende to gange.

- Så jeg håber, at jeg også lige kan finde et ekstra gear, så jeg kommer helt op, slutter det danske medaljehåb.

Sara Slott Petersen løber finale i 400 meter hæk onsdag kl. 14.10, og du kan følge det hele på DR3 og her på dr.dk/sporten.