Sara Slott vil give fuld gas i semifinalen

Den danske hækkeløber regner med at løbe sig i finalen senere i dag.

Sara Slott Petersen under de indledende heats ved VM (Foto: © GREG BAKER, Scanpix)

Indledende runde blev nøjagtig så problemfri for Sara Slott Petersen, som hun kunne ønske sig. Men det er andre og større udfordringer, der venter hende, når hun klokken 13.18 i dag skal forsøge at kvalificere sig til finalen i 400 meter hæk ved atletik-VM i Beijing.

Derfor er det også slut med at løbe så kontrolleret, som det var tilfældet i første runde:

- Jeg ved, at jeg skal give fuld gas i semifinalen for at komme videre, og det er faktisk meget nemmere end kun at skulle løbe 97 procent, siger Sara Slott Petersen.

Flere hårde konkurrenter

Kun to af de otte startende i heatet går direkte videre til kampen om medaljer, og flere af de andre vil kunne give Sara Slott Petersen problemer.

Størst fokus bør hun have på verdensranglistens nummer ét, Shamier Little, som har løbet et kvart sekund hurtigere end Sara Slott tidligere i år. En anden hård konkurrent bliver den rutinerede tjekke Denisa Rosolova, der løber på banen lige ved siden af danskeren. Hun er tidligere EM-sølvvinder, men har dog ikke været i nærheden af Sara Slott Petersens tider i år.

På sin anden side har danskeren Kaliese Spencer fra Jamaica, med en personlig rekord, som er over ét sekund bedre end Sara Slotts. De imponerende tider skræmmer dog ikke danskeren:

- Mange af de her piger har nogle gode personlige rekorder, men de fleste af dem har jeg altså vundet over, når jeg har mødt dem. De ser stærke ud, men jeg føler mig også stærk, så jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lykkes, siger Sara Slott Petersen forud for semifinalen.

I en af de andre semifinaler på 400 meter hæk skal Stina Troest i aktion. Selv om hun satte ny dansk U23-rekord i indledende skal hun dog næppe forvente mere end en outsiderrolle i et felt, der bl.a. rummer den forsvarende verdensmester Zuzana Hejnova.

Du kan følge danskerne direkte på DR3 fra kl. 13.