
Danmarks håndboldkvinder er i EM-semifinalen.
Onsdag eftermiddag har Ungarn nemlig slået Slovenien 29-25, og dermed kan ingen hold i Danmarks gruppe i mellemrunden nå at hente det danske landshold, der indtager andenpladsen med seks point.
Resultatet fra Sloveniens kamp betyder nemlig, at de slutter på fire point.
Sverige har også fire point og skal ligesom Danmark spille senere onsdag, man da det danske landshold er bedre indbyrdes, kan svenskerne ikke overhale dem.
Selvom Danmark først skal spille mod de norske verdensmestre i den sidste mellemrundekamp senere onsdag, har de derfor booket billet til EM-semifinalen. Og det glæder landstræner Jesper Jensen.
- Jeg er simpelthen så glad, stolt og rørt. Vi har nået tre semifinaler i træk nu, fortæller landstræneren til TV 2.
Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at spille for, når Danmark møder Norge klokken 20.30. Vinderen af det opgør tager nemlig førstepladsen i puljen, og det giver adgang til et semifinalemøde med den anden puljes nummer to. Taberen af opgøret skal møde Frankrig.
Onsdagens opgør mod Norge spilles klokken 20.30 og kan som altid følges i DR LYD og LIGA på P4, i livebloggen på dr.dk eller ses på TV 2.