Fans får pengene tilbage efter kaos ved Champions League-finale

Billetkaos ved Champions League-finalen sidste år får Uefa til at refundere billetter.

Der var stor kaos forud for sidste års Champions League-finale. Nu får flere tusinde tilskuere deres penge tilbage. (Foto: © Thomas coex, Ritzau Scanpix)

Flere tusinde fodboldfans får nu deres penge tilbage efter kaosset ved finalen i Champions League mellem Liverpool og Real Madrid sidste år.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag på sin hjemmeside.

Refunderingen gælder for alle de fans, der ikke kunne komme ind på stadion før klokken 21, hvor kampen var sat til at begynde, eller slet ikke nåede at se kampen.

Finalen, som blev spillet i slutningen af maj, endte med at blive forsinket i mere end en halv time på grund af uroligheder foran stadion.

Samlet set er der tale om refundering af 19.618 billetter til tilhængere af Liverpool.

Fans fra Real Madrid og andre billetholdere vil også få pengene tilbage, hvis de blev ramt af samme kaos ved finalen, som blev spillet på Stade de France i Paris.

Finalen blev først udskudt med 15 minutter, så med yderligere 15, for endeligt at starte 36 minutter senere end planlagt. På daværende tidspunkt lød meldingen, at det var af "sikkerhedsmæssige årsager". (Foto: © CHRISTOPHE ENA, Associated Press)

Uefa har undskyldt for hændelsen

Kaosset før finalen førte til farlige situationer, hvor politiet brugte tåregas og peberspray uden for stadion.

I februar slog en uafhængig rapport fast, at Uefa bærer hovedansvaret for det, der skete på Stade de France. Det fik dengang Uefa til at gå ud med en officile undskyldning.

Umiddelbart efter kampen gav Uefa ellers tilskuere fra Liverpool skylden for balladen, men rapporten fastslog, at dette ikke var tilfældet.

- På vegne af UEFA vil jeg endnu en gang meget oprigtigt undskylde til alle dem, der var berørt af begivenhederne, der udspillede sig, sagde generalsekretær i Uefa, Theodore Theodoridis.

Real Madrid vandt Champions League-finalen over Liverpool med 1-0.

Dette års Champions League-turnering er nået til ottendedelsfinalerne. Tirsdag aften spiller Benfica mod Club Brügge, mens Chelsea møder Borussia Dortmund