Horribelt og direkte farligt for spillerne.
Sådan lød kritikken fra landstræner Kasper Hjulmand om et stort hul midt på banen på Ernst-Happel-Stadion i Wien.
Efter den danske sejr på 2-1 over Østrig i Nations League-kampen tog Hjulmand selv billeder af hullet med sin telefon.
- Jeg sidder her med et par billeder af et kæmpestort hul midt på banen, som var direkte farligt for spillerne. Den var tung og fyldt med huller. Det her hul var helt horribelt, siger Hjulmand.
Flere spillere langede også kraftigt ud efter banen.
- Der var et hul, der nok var en halv meter dybt. Det var midt inde på banen, og det er jo skidefarligt, hvis der er en, der løber ned i det. Man kan jo brække benet.
- Det er for dårligt, og det skal gøres bedre. Det kunne have ødelagt en karriere, men det skete heldigvis ikke, siger Andreas Skov Olsen til TV2 Sport.
/ritzau/