Den danske fodboldspiller Anders Christiansen har efter et ildebefindende fået indopereret en ICD-pacemaker og kommer ikke til at spille i resten af den svenske fodboldsæson.
Det oplyser Malmö FF onsdag på sin hjemmeside.
Under en træning onsdag i sidste uge fik Christiansen det dårligt, og danskeren måtte lægge sig på græsset. Efter at være blevet tilset kunne han selv gå fra banen.
Anders Christiansen blev efterfølgende undersøgt yderligere på et hospital, og det har altså vist sig nødvendigt, at spilleren fik indopereret en pacemaker magen til den, som Christian Eriksen fik indopereret efter sit hjertestop i Parken i 2021.
Malmö oplyser, at Anders Christiansen efter omstændighederne har det godt, og at han er hjemme hos sin familie.
- Vi er utroligt kede af det på Anders' vegne. Det vigtigste for hele Malmö FF er nu at give ham al den støtte, vi kan, og at han får tid til at komme og samle sig i fred og ro, siger Malmö-sportschef Daniel Andersson på klubbens hjemmeside.
/ritzau/