Team Esbjerg taber Champions League-semifinale til ungarsk storklub

Artiklen er opdateret efter fredagens sene semifinale mellem Metz og Vipers Kristiansand.
Det bliver heller ikke i denne sæson, at dansk kvindehåndbold kommer tilbage på toppen af den europæiske klubtrone.
Team Esbjerg tabte lørdag Champions League-semifinalen til den ungarske storklub Györ med 27-32 og skal søndag spille om bronze på Final 4-stævnets finaledag.
Efter en fin første halvleg kom esbjergenserne på hælene efter sidebyttet og kom aldrig rigtig ind i kampen igen.
Det var første gang, Team Esbjerg spillede semifinale i den prestigefyldte klubturnering.
Györ, der har danske Anne Mette Hansen som anfører, har derimod vundet turneringen fem gange siden 2013.
Hvis de skal løfte trofæet igen, kræver det en sejr over de forsvarende mestre, norske Vipers Kristiansand, der slog franske Metz og Louise Burgaard med 33-27 i semifinalen. Finalen spilles klokken 18 søndag, mens brozeduellen står til at begynde klokken 15.15.
Du kan læse mere om Team Esbjergs Champions League-semifinale her.
/ritzau/