Seneste sport

Test AAAE - Standardartikel pinned

Overblik

  1. Test AAAE - Standardartikel pinned

    Lorem ipsum, også kendt som mumletekst, er en fyldtekst, som har været brugt i bogtrykkerkunsten siden 1500-tallet.

    Teksten bruges som fyldtekst, for at ordene ikke skal forstyrre det grafiske udtryk under selve layout-processen.

    Fyldteksten kan genereres automatisk i flere moderne dtp-programmer som fx Adobe InDesign og Adobe Pagemaker.

    Apples produkter som fx Keynote, Pages, iWeb osv. benytter også automatisk teksten "Lorem Ipsum Dolor Sit Amet" som fyldtekst.

    Selv om det umiddelbart ser ud som vrøvletekst, har det vist sig, at den faktisk har rod i gamle latinske tekster. Richard McClintock, der var professor i latin ved Hampden-Sydney College i Virginia har opdaget, at ordene kan relateres til en tekst skrevet af Cicero i år 45 f.Kr..

    Lorem ipsum stammer fra teksten de Finibus Bonorum et Malorum (Det gode og ondes ekstremer), der handler om etik. Den indledende vrøvletekst "Lorem ipsum dolor sit amet...", findes således i de første linjer af værkets afsnit 1.10.32, hvor den lyder: Neque porro quisquam est qui dolorem ipsum quia dolor sit amet, consectetur, adipisci velit. ("Ej heller findes der nogen, som holder af smerten, søger efter den eller vil have den, bare fordi den er smerte.")

    Lorem ipsum-teksten ser sådan ud, som den bruges i dag:

    Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit, sed diam nonummy nibh euis

  2. Stærk tjekke slår stortalent og når French Open-semifinale

    Den bare 17-årige amerikaner Cori Gauff har imponeret i 2021, og ved French Open har tennistalentet også holdt højt niveau - men nu er det slut.

    I kvartfinalen onsdag løb hun ind i tjekkiske Barbora Krejcikova, og det blev for stor en mundfuld.

    Cori Gauff tvang første sæt ud i en tiebreak, som hun dog tabte, men i andet sæt gik det galt det for det purunge fænomen.

    Trods småproblemer i første sæt buldrede 25-årige Barbora Krejcikova derudad med flot tennis i andet sæt og vandt 7-6, 6-3.

    Dermed er tjekken klar til semifinalen, hvor hun skal op imod enten græske Maria Sakkari eller polske Iga Swiatek, som vandt French Open sidste år. De to spiller senere onsdag.

    /ritzau/

  3. Simone Tetsche er udtaget til OL

    BMX-rytteren Simone Tetsche Christiensen er nu officielt udtaget til OL i Tokyo.

    Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) onsdag i en pressemeddelelse.

    Det er anden gang, Simone Tetsche Christensen skal deltage i OL. Hun var også med i Rio de Janeiro i 2016, hvor hun nåede semifinalen.

    Den 27-årige BMX-rytter har imidlertid ikke store forhåbninger om at overgå sig selv, når hun sætter sig på cyklen i Tokyo.

    - Jeg skal i Tokyo stå i den bedst mulige form i forhold til de kort, som jeg nu engang har fået tildelt. Men jeg aner ikke, hvor jeg ligger i forhold til konkurrenterne, da jeg ikke har kørt mod dem i meget lang tid, siger hun.

    Simone Tetsche Christensen har bøvlet voldsomt med skader, og ifølge DIF har hun stort set ikke konkurreret i de seneste to år.

    /ritzau/

  4. Spanien indkalder 11 reserver efter nyt smittetilfælde

    Efter at to spillere i den spanske landsholdslejr er testet positiv for corona-virus, indkalder landstræner Luis Enrique nu 11 ekstra spillere, der skal være klar til at blive skiftet ind i truppen, hvis smitten spreder sig yderligere.

    Det meddelte Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) natten til onsdag.

    Det drejer sig om Álvaro Fernández (Huesca), Óscar Mingueza (Barcelona), Marc Cucurella (Getafe), Alejandro Pozo (Eibar), Bryan Gil (Eibar), Juan Miranda (Betis), Gonzalo Villar (Roma), Brahim Díaz (Real Madrid-ejet), Martin Zubimendi (Real Sociedad), Yeremy Pino (Villarreal) og Javi Puado (Espanyol).

    De 11 nye reserver er alle fra U-21 landsholdet, der på grund af corona-smitte spillede træningskamp i stedet for A-landsholdet tirsdag aften. Her vandt de 4-0 over Lithauen på hjemmebane.

    Der befinder sig i alt 17 ekstra spanske spillere i en seperat corona-boble, som er klar til at blive skiftet ind i truppen, hvis smitten spreder sig yderligere.

  5. Hjulmand: Det ser positivt ud med Robert Skov

    Det er tvivlsomt, om Robert Skov kan spille den første EM-kamp mod Finland på lørdag.

    Men Hoffenheim-spilleren bliver foreløbig i truppen, siger landstræner Kasper Hjulmand.

    - Det ser positivt ud med Robert. Vi har fået taget endnu et billede (skanning, red.), og vi er et sted, hvor vi tror på, at vi kan gøre ham klar.

    - Det er måske for tæt på med den første kamp mod Finland. Vi må se på det i de næste par dage, siger Kasper Hjulmand.

    Robert Skov udgik i testkampen mod Bosnien i søndags, efter at han vred om på anklen.

    Kasper Hjulmand kan indtil fredag vælge at skifte Robert Skov ud med en anden spiller.

    /ritzau/

  6. Diego Llorente er anden spanske spiller ramt af corona før EM

    Som den anden spiller i den spanske EM-trup er forsvarsspilleren Diego Llorente tirsdag blevet testet positiv for covid-19.

    Det oplyser Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) tirsdag aften.

    Meldingen kommer, to dage efter at anfører Sergio Busquets blev testet positiv.

    - Det er med beklagelse, at RFEF må meddele, at den centrale forsvarsspiller Diego Llorente er blevet testet positiv i de seneste pcr-test, der blev foretaget i morges på landsholdsbasen i Las Rozas, oplyser RFEF i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Det forsinkede EM som følge af coronapandemien begynder på fredag.

    I øjeblikket er hele det spanske hold sendt i isolation efter Sergio Busquets' positive prøvesvar søndag.

    /ritzau/

  7. Brasilien spiller Copa America trods protest

    Copa America er blevet flyttet fra Colombia og Argentina til Brasilien, men det huer ikke de brasilianske spillere.

    Det slår de fast i en pressemeddelelse efter en 2-0-sejr på udebane over Paraguay i VM-kvalifikationen natten til onsdag dansk tid.

    Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol, overdrog værtskabet til Brasilien blot 13 dage før, turneringen starter, og på trods af stor kritik fra sundhedsfaglige eksperter.

    - Af forskellige årsager, det kunne være humanitære og professionelle, er vi ikke tilfreds med den måde, som Conmebol har håndteret Copa America.

    - Alle facts får os til at tro, at processen har været mangelfuld, skriver de brasilianske spillere i den kollektive besked.

    Samtidigt slår spillerne dog fast, at de ikke kommer til at boykotte Copa America.

    - Vi er imod afviklingen af Copa America, men vi siger aldrig nej til at spille for Brasilien, lyder det fra truppen.

  8. Ung græker er for andet år i træk i semifinalen i French Open

    Den femteseedede græker Stefanos Tsitsipas er for andet år i træk klar til semifinalen i French Open.

    Det står klart, efter at han tirsdag aften besejrede verdensranglistens nummer to, Daniil Medvedev, på gruset ved grand slam-turneringen i Paris.

    Med cifrene 6-3, 7-6, 7-5 fik den 22-årige græker revanche for sit semifinalenederlag til russeren ved Australian Open tidligere på året.

    - Det var en meget tæt kamp, og vi servede godt begge to.

    - Jeg spillede mod en af de bedste gutter på tennistouren, så jeg var nødt til at holde intensiteten oppe og løfte mit spil i løbe af hele kampen, siger Tsitsipas efter opgøret.

    /ritzau/

  9. EM-favoritter vinder komfortabelt i sidste EM-test

    Den regerende verdensmester, Frankrig, der er blandt af favoritterne til at vinde EM, der begynder på fredag, vandt tirsdag aften den sidste testkamp før slutrunden.

    Bulgarien blev sendt hjem fra Frankrig med et 3-0-nederlag i bagagen.

    Antoine Griezmann scorede kampens første mål, og indskiftede Olivier Giroud de to andre.

    En lille bet for franskmændene må være, at stjerneangriberen Karim Benzema måtte lade sig udskifte med en skade efter 40 minutters spil.

    Også Spanien vandt den sidste EM-testkamp, men på grund af coronaudbruddet i den spanske landsholdslejr var det U21-holdet, der slog Litauens A-landshold med 4-0.

    Tjekkiet fik også en fin optakt til slutrunden med en 3-1-sejr over Albanien. Ungarn fik derimod en noget broget optakt med 0-0 mod Irland.

  10. Verdensrekorden på 10.000 meterløb slået efter blot to dage

    Etioperen Letesenbet Gidey satte ny verdensrekord på 10.000 meterløb tirsdag aften.

    Den 23-årige løber stormede over målstregen i tiden 29 minutter og 1,03 sekunder.

    Dermed slår hun den rekord, som hollandske Sifan Hassan satte for blot to dage siden. Hassan løb da i tiden 29 minutter og 6,82 sekunder.

    Med rekorden er Gidey nu indehaver af to verdensrekorder. Hun er også den hurtigste i 5000-meterløb.

    Dermed er hun den første til at have verdensrekorden på begge distancer på samme tid, siden norske Ingrid Kristiansen havde dem fra 1986 til 1993.

    /ritzau/

  11. Bjerringbro-Silkeborg sikrer kamp tre i håndbold-finaleserien med vild slutspurt

    Bjerringbro-Silkeborg tvang tirsdag aften finaleserien ud i en tredje og afgørende kamp.

    I en vanvittig afslutning på kampen sikrede Bjerringbro-Silkeborg sig en sejr på 30-29, og dermed skal finaleserien afgøres i en tredje kamp.

    Aalborg Håndbold var ellers foran med en enkelt eller to i det meste af anden halvleg, men helt til sidst udlignede Bjerringbro-Silkeborg til 28-28. Siden blev det 29-29, og Jacob Lassen scorede til 30-29 med få sekunder tilbage af kampen.

    Aalborg fik tilkæmpet sig et frikast, der skulle tages efter slutfløjtet, men Henrik Møllgaards forsøg på frikastet gik i paraderne, og så kunne Bjerringbro-Silkeborg juble over en sejr og en tredje kamp i finaleserien.

    Den tredje kamp i finaleserien spilles onsdag 16. juni i Aalborg.

    Jesper Nøddesbo, der stopper karrieren efter sæsonen, kan se frem til én kamp mere. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
  12. Uefa overvejede coronavacciner til EM-holdene

    Både Spanien og Sverige er lige nu ramt af coronasmitte i deres EM-trupper, og også flere af de danske landsholdsspillere, har efterlyst en coronavaccine inden EM-slutrunden, der begynder fredag.

    Men det var noget, Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) overvejede tidligere. Det oplyser Uefa i et skriftligt svar til Ritzau.

    - At tilbyde vacciner til alle hold var noget, der blev overvejet, men efter en grundig analyse kom Uefa til den konklusion, at det ikke kunne lade sig gøre ud fra et organisatorisk, men også etisk synspunkt, eftersom vaccination af de højest prioriterede grupper fortsat er vigtigere end alt andet, skriver Uefa til Ritzau.

    Ifølge Ritzau er mindst otte af de 24 deltagende landes EM-trupper blevet tilbudt en vaccine. Danmark er ikke iblandt de otte lande.

  13. Rusland klager over ukrainsk fodboldtrøje

    Ukraines fodboldlandsholds trøje frem mod EM-slutrunden har vakt harme i Rusland.

    Så meget, at Det Russiske Fodboldforbund (RFU) nu indgiver en klage til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    - Vi henleder opmærksomheden på brugen af politiske motiver på det ukrainske landsholds trøje, hvilket er i modstrid med de grundlæggende principper i Uefas reglement for spilledragter, skriver RFU i brevet.

    Ukraines EM-trøje. Hele balladen handler om omridset af Ukraine, som inkluderer Krim-halvøen. (Foto: GLEB GARANICH)

    Trøjerne bærer et omrids af Ukraines grænse, og her er Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014 inkluderet. Derfor ser russerne trøjen som en provokation.

    Præsidenten i Ukraines Fodboldforbund, Andriy Pavelko, har tidligere sagt, at trøjen for længst er godkendt af Uefa.

  14. Dansk løber kvalificerer sig til OL

    Den danske 3000 meter forhindringsløber Ole Hesselbjerg kan godt begynde at pakke kufferten.

    Han skal nemlig til OL i Tokyo.

    Ved et stævne i Finland klarede Ole Hesselbjerg OL-kravet på 8 minutter og 22 sekunder, og han slog tilmed den 34 år gamle danske rekord.

    I tiden 8.20,42 blev Hesselbjerg toer ved Paavo Nurmi Games i Turku, Finland. Hesselbjerg deltog også ved OL i Rio i 2016.

    Ole Hesselbjerg kan nu kalde sig dansk rekord-indehaver. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)
  15. Ny dansk rekord i hammerkast

    Katrine Koch forbedrede tirsdag aften sin egen danske rekord i hammerkast.

    67,92 meter lyder den danske rekord nu på.

    Det er en centimeter længere end hendes hidtidige danske rekord.

    Rekorden blev slået ved stævnet Copenhagen Games, der afholdes i disse dage på Østerbro Stadion i København.

    Katrine Kochs danske rekord var også nok til at sikre hende sejren i Copenhagen Games' hammerkastkonkurrence.

  16. Kronprins Frederik stopper som aktivt medlem af IOC

    Kronprinsen blev valgt som dansk medlem af IOC i 2009. (Arkivfoto) (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

    Kronprins Frederik stopper som aktivt medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

    Ifølge kongehuset er det praksis for mangeårige medlemmer af IOC, "der har ydet en ekstraordinær indsats," at fortsætte som æresmedlem af komitéen efter udtræden. Beslutningen herom træffes af IOC’s bestyrelse.

    - Kronprinsen har over for IOC tilkendegivet sin interesse for et sådant passivt medlemskab, lyder det.

    Kronprinsen blev valgt som dansk medlem i 2009.

  17. Dansk speedwaystjerne gør comeback i den danske liga

    Speedwaystjernen Leon Madsen er tilbage i den danske liga.

    - Jeg tørner ud for min gamle klub Brovst allerede 30. juni, siger Leon Madsen i en pressemeddelelse.

    Leon Madsen har de seneste år mest kørt i den polske liga kombineret med EM- og VM-serien, hvor han i 2019 sluttede på andenpladsen i sidstnævnte.

    Også hos bestyrelsesformanden i den danske speedwayliga, Jørgen Bitsch, vækker nyheden om Leon Madsens comeback glæde.

    - Vi arbejder intenst på at gøre speedwayligaen til det bedste sportsbrand i Danmark efter fodbold og derfor er det jo fantastisk, at Danmarks største stjerne nu igen tørner ud i Danmark, siger Jørgen Bitsch.

  18. Sveriges EM-trup er ramt af coronavirus

    Sveriges trup til EM i fodbold er ramt af corona.

    Det meddelte det svenske landshold på en pressekonference tirsdag ifølge SVT.

    Det er offensivspilleren Dejan Kulusevski, der er blevet testet positiv for coronavirus.

    - Han følte sig forkølet i morges, og vi lavede en PCR-test, som var positiv. Vores forhåbning er, at han ikke har smittet nogen, siger den svenske landsholdslæge, Anders Valentin.

    Resten af landsholdet vil fortsætte med at træne som normalt. Sveriges første kamp ved EM er mod Spanien. Det er 14. juni i Sevilla.

    21-årige Dejan Kulusevski er primært kantspiller. Til daglig spiller han i Juventus. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)

    Få timer senere viste nye testresultater så, at også midtbanespilleren Mattias Svanberg er coronapositiv.

  19. Målsluger er årets spiller i Superligaen

    Den 26-årige angriber Mikael Uhre har netop haft karrierens bedste sæson, og den er nu blevet krydret med en personlig pris.

    Brøndbyprofilen er således blevet kåret til årets spiller i Superligaen, meddeler 3F Superliga på Twitter.

    Med 19 mål i 32 kampe blev Mikael Uhre i 2020/21-sæsonen ikke bare topscorer for mesterholdet Brøndby, men også i hele Superligaen, og det har givetvis været medvirkende til kåringen.

    De mange mål var medvirkende til, at Brøndby efter 16 års tørke blev dansk mester for 11. gang i klubbens historie.

    Mikael Uhre er tidligere også blevet kåret til forårets profil i Superligaen. En pris, som Tipsbladet uddeler efter en afstemning blandt ligaens cheftrænere.

    I sidste uge vandt Brøndbys 21-årige kreatør Jesper Lindstrøm prisen som årets unge spiller i Superligaen.

    Det er et panel af tidligere topspillere, journalister og eksperter, der står for 3F Superligaens kåringer af Uhre og Lindstrøm.

    /ritzau/

  20. Vejle henter ny træner i Lyngby

    Superligaklubben har været på rov hos Lyngby Boldklub, som rykkede ud af landets bedste række i den forgangne sæson.

    Her har klubben købt cheftræner Carit Falch, som i Nørreskoven har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.

    44-årige Carit Falch afløser Constantin Galca, der efter gensidig aftale forlod Vejle efter sæsonen.

    Tidligere i sin karriere har Carit Falch blandt andet været træner for Litauens U21-landshold og den cypriotiske klub Enosis Neon Paralimni FC. Han har også været en del af FC Nordsjællands ungdomsakademi.

    Carit Falch møder truppen første gang den 18. juni, hvor spillerne møder ind og går i gang med forberedelserne til den nye sæson.

    /ritzau/

  21. Tidligere AaB-træner i nyt job

    De spirende danske fodboldtalenter får en træner med stor erfaring, når Jacob Friis fra 1. juli overtager roret for kvindernes U19-landshold.

    Jacob Friis har tidligere beskæftiget sig med ungdomsfodbold i en årrække og var assistenttræner i AaB, inden han fra 2018 til 2020 blev cheftræner for den nordjyske Superliga-klub.

    Friis overtager posten fra Søren Randa-Boldt.

    - Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med at arbejde med de bedste danske talenter. Danmark har lige nu nogle af de bedste kvindelige fodboldspillere internationalt set, og det handler om at udvikle endnu flere af dem, siger Jacob Friis i en pressemeddelelse.

    Jacob Friis' første store opgave er til oktober, hvor Danmarks U19-kvinder indleder EM-kvalifikationen mod Tyrkiet, Ungarn og Finland. EM bliver afholdt næste år i Tjekkiet.

    - Jacob er fagligt fantastisk dygtig til talentudvikling og meget dedikeret til fodboldspillet. Han har stærk erfaring i både talentudvikling og trænerfaget fra sine mange år i AaB og senest som Superliga-træner, siger kvindelandstræner, Lars Søndergaard, om tilknytningen af Jacob Friis (billedet) på Danmarks U19-landshold. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
  22. 266.259 så fodbold på stadion - 60 er efterfølgende blevet smitteopsporet

    Fra den 21. april til den 28. maj i år lukkede danske fodboldstadioner over en kvart million tilskuere ind.

    Ud af de 266.259 personer til de i alt 170 kampe blev der efterfølgende fundet 60 smittede, viser en opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Med de tal på hånden mener folkene bag de danske fodboldligaer, at det er på tide at lempe restriktionerne for tilskuerne.

    - Evalueringen viser tydeligt, at med coronapas, faste pladser og en kontrolleret tilskuerrejse, så er det efter vores mening forsvarligt at fjerne afstandskrav og sektionering, siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen.

  23. Ehlers og Jets ude af NHL-slutspillet

    Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets er færdige i dette års slutspil i NHL, efter at holdet natten til tirsdag dansk tid tabte 2-3 til Montreal Canadiens.

    Dermed blev anden runde endestationen for klubben efter et samlet nederlag på 0-4 i serien mellem de to hold. Der spilles i slutspillet bedst af syv kampe.

    Nikolaj Ehlers fik lige over 19 minutter på isen. Trods nederlaget kan han sammen med resten af holdet glæde sig over at være nået en lille smule længere i slutspillet end sidste år, hvor holdet røg ud allerede i kvalifikationsrunden.

    Montreal Canadiens skal i semifinalen af slutspillet møde enten Vegas Golden Knights eller Colorado Avalanche. Det står i øjeblikket 2-2 i serien mellem de to hold.

  24. Landsholdsfløj sætter vild rekord i GOG's bronze-misser

    Emil Jakobsen er suveræn topscorer. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix Denmark)

    TTH Holstebro tvinger duellen om bronzemedaljerne ud i en tredje og afgørende dyst efter en kamp, der havde det hele.

    Der var masser af mål, drama og en historisk rekord, da GOG blev besejret med 39-38.

    Fynboerne havde ellers vundet det første opgør og kunne nøjes med uafgjort. Det havde de også chancen for til sidst, men misforståelser i angrebsspillet betød, at det hele løb ud i sandet.

    I stedet skal holdene spille den afgørende kamp i Gudme 16. juni.

    Sæsonens topscorer, GOG's Emil Jakobsen, havde mulighed for at slå en 16 år gammel rekord, hvis han scorede mindst ti mål i kampen.

    Det lykkedes for landsholdsfløjen, og han er dermed den spiller i historien, der har scoret flest mål på en enkelt sæson i den danske liga. Det er blevet til 242 af slagsen i 34 kampe.

    /ritzau/

  25. ATP undersøger Holger Runes homofobiske udbrud

    ATP går ind i en sag med danske tennisspiller Holger Rune, der i weekenden kom med homofobiske udbrud under en tenniskamp i Italien.

    Det bekræfter den internationale organisation for mandlige professionelle tennisspillere over for DR Sporten.

    Under semifinalen ved en Challenger-turnering i weekenden råbte danskeren blandt andet:

    - Du kan kraftedeme ikke noget selv! Du går bare og spiller bøsserøv!

    Bliver Holger Rune fundet skyldig i at have brudt ATP’s kodeks, kan der vente en bøde på op til 120.000 kroner, og han kan eventuelt miste point på verdensranglisten.

  26. Djokovic leverer comeback mod teenager og er i kvartfinalen

    Novak Djokovic så ud til at være i store problemer, da han mandag eftermiddag stod over for den 19-årige italiener Lorenzo Musetti i ottendedelsfinalen i French Open i tennis.

    Verdensetteren var bagud 0-2 i sæt, men vågnede op og vandt de kommende to sæt overbevisende, inden Musetti trak sig i femte og afgørende sæt med en skade.

    På det tidspunkt førte Djokovic sættet med 4-0. De første fire sæt sluttede med cifrene 6-7 (7-9), 6-7 (2-7), 6-1, 6-0.

    Djokovic vandt 13 partier i træk i tredje, fjerde og femte sæt blandt andet ved at snuppe 16 point i træk i fjerde sæt, og så slap kræfterne og idéerne op hos den unge italiener.

    Han måtte også modtage behandling inden femte og afgørende sæt, hvor han ikke længere kunne løbe efter boldene og til sidst måtte opgive.

    /ritzau/

  27. Norsk fodboldforbund dropper sag mod dansk træner

    Det Norske Fodboldforbund (NFF) går ikke videre med sagen om racismeanklager mod den danske træner Henrik Pedersen.

    Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

    Pedersen stoppede i april som træner i Strømsgodset. Sagen nåede offentligheden, da flere norske medier skrev, at danskeren af syv anonyme spillere var blevet beskyldt for racisme.

    Pedersen afviste, at han skulle være kommet med diskriminerende udsagn, som det blev hævdet. Alligevel blev han altså enig med klubben om at stoppe samarbejdet.

    Strømsgodset sendte efterfølgende sagen videre til fodboldforbundet, men der har man ikke vurderet, at der skulle gøres mere ved den.

    - Jeg er glad og lettet over, at denne proces er ovre, og at jeg nu kan fokusere fuldstændig på fodbold og trænergerningen, siger Henrik Pedersen i en pressemeddelelse ifølge NTB.

    /ritzau/

  28. Osaka dropper tysk turnering efter French Open-exit

    Det bliver uden Naomi Osaka, når næste uges WTA-turnering afvikles i Berlin.

    Mandag bekræfter de tyske arrangører, at den japanske tennisstjerne ikke stiller op i græsturneringen i den tyske hovedstad. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Osaka trak sig i sidste uge fra French Open efter at have vundet sin første kamp. Inden turneringen havde hun meddelt, at hun ikke ville stille op til presseseancer.

    Det gjorde hun derfor ikke efter sin sejr i første runde, hvilket førte til en bøde og en advarsel om, at hun kunne ende med at blive smidt ud af grand slam-turneringen.

    Det fik derefter Osaka til at trække sig. I samme ombæring fortalte japaneren, at hun har kæmpet med depression, og at møder med pressen i flere tilfælde har ført til tilfælde med angst.

    Det er uvist, hvornår Osaka vender tilbage.

    /ritzau/

  29. Skov skadet og tvivlsom til Danmarks EM-åbningskamp

    I gårsdagens EM-testkamp pådrog Robert Skov sig en skade, da han kolliderede med en bosnisk spiller midtvejs i anden halvleg.

    Før mandagens træningspas i Helsingør fortalte landstræner Kasper Hjulmand, at Robert Skov dermed er tvivlsom til Danmarks EM-åbningskamp mod Finland på lørdag.

    - Den ankel var godt vredet rundt. Det er klart, at der venter noget skanning og undersøgelse i løbet af det næste døgn. Måske skal vi bruge et til to døgn for at få fuldstændig styr på prognosen, siger Hjulmand.

    De kommende dage skal afsløre omfanget af skaden, men bliver Robert Skov ikke klar til lørdag, bliver han ikke nødvendigvis erstattet i EM-truppen.

    Landstræneren har tidligere fortalt, at han har en liste med 10-12 spillere, som ikke er udtaget til EM, men som skal holde sig klar i tilfælde af skader i truppen.

  30. S åbner dør på klem for flere EM-tilskuere i Parken

    Flere af Folketingets partier har på det seneste givet udtryk for, at man bør se på muligheden for at tillade endnu flere tilskuere til de forestående EM-kampe i Parken.

    Med de nuværende corona-restriktioner kan 15.900 mennesker overvære de fire EM-kampe i Danmarks nationalarena.

    Men det er ikke kun partierne uden for regeringen, som gerne ser flere på lægterne til EM-festen. Socialdemokratiets idrætsordfører, Malte Larsen, forsøger også at trække i den retning.

    - Jeg er ved at undersøge, om det kan lade sig gøre. Vi er jo heller ikke interesseret i at have noget som helst lukket ned, hvis ikke det er nødvendigt, siger han.

  31. Dansk øv-weekend i Paris: Ingen rød-hvide boksere til OL

    Det lykkedes ikke for hverken Morten Givskov eller de to Terteryan-brødre, Nikolai og Sebastian, at kvalificere sig til sommerens OL ved weekendens kvalifikationsstævne i Tokyo.

    Størst forventninger var der til Nikolai Terteryan, der blot var en sejr fra at booke billetten til Tokyo.

    Men det lykkedes langt fra danskeren at udbokse europamesteren fra 2019, hviderusseren Dzmitry Asanau.

    Nikolai Terteryan tabte opgøret 5-0 og må se Asanau snuppe billetten til OL i Tokyo.

    Der var ingen kvindelige danske boksere med til OL-kvalifikationsstævnet.

    Sidste gang en dansk bokser deltog ved OL, var i London 2012, da Dennis Ceylan tabte sin 1/16-finale til den senere sølvvinder, John Joe Nevin.

    Det lykkedes ikke for nogen af de to Terteryan-brødre her på billedet at kvalificere sig til OL i Tokyo. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
  32. FC Midtjylland henter Henrik Dalsgaard

    Henrik Dalsgaard vender tilbage til Danmark efter fem et halvt år i udlandet.

    Mandag oplyser FC Midtjylland, at den 31-årige højre back har skrevet under på en tre år lang kontrakt med superligaklubben.

    Dalsgaard skifter fra engelske Brentford på en fri transfer, da hans kontrakt med danskerklubben står til at udløbe 30. juni.

    For nylig var Dalsgaard med til at føre Brentford til oprykning til Premier League, da holdet - med Dalsgaard i startopstillingen - vandt playoff-finalen mod Swansea om en plads i Englands bedste række.

    Dalsgaard har en fortid i AaB, som han spillede for fra 2009 til 2016. Her skiftede han 1. januar til belgiske Zulte Waregem, inden turen halvandet år senere altså gik til Brentford.

    På landsholdet er det blevet til 26 optrædener. Senest i oktober 2020. Dalsgaard er ikke med i den danske EM-trup. Han fik sin debut på nationalmandskabet i 2016 i en testkamp mod Island, der blev spillet på Dalsgaards kommende hjemmebane i Herning.

    FC Midtjylland sluttede den netop overståede sæson i Superligaen som nummer to og fik sølvmedaljer.

  33. Dansk NHL-stjerne har ryggen mod muren

    Winnipeg Jets med danske Nikolaj Ehlers på holdet tabte i nat 1-5 til Montreal Canadiens i slutspillet i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

    Dermed har Ehlers og Winnipeg ryggen mod muren i kvartfinaleserien mod Montreal, hvor der spilles bedst af syv kampe. Men nattens nederlag er Winnipeg nu bagud 0-3 i kampe, og skal derfor vinde fire kampe i træk, hvis holdet skal gå videre til semifinalen.

    Nattens kamp var Ehlers' femte slutspilskamp i år. Han står noteret for to scoringer og en assist.

  34. Kommende dansk EM-modstander slår VM-sølvvinder i testkamp

    En af Danmarks modstandere i gruppespillet ved det nært forestående EM, Belgien, tog en 1-0-sejr søndag aften mod VM-sølvvinderne fra Kroatien.

    Romelu Lukaku stod for kampens enlige scoring, da en løs bold i feltet havnede for hans fødder, og så var det ingen sag for Lukaku at sparke sit mål nummer 60 for Belgiens landshold i nettet.

    Danmark møder Belgien i den anden gruppekamp ved EM. Det er 17. juni i Parken.

  35. Danmarks volleyherrer i kæmpe triumf: Vinder European Silver League

    Danmarks volleyherrer vinder European Silver League.

    I finalen blev Nordmakedonien slået 3-1 i sæt - 23-25, 25-19, 27-25, 25-19.

    Med sejren sikrer Danmark sig oprykning til European Golden League.

    Det var første gang i historien, at Danmarks herrelandshold i volleyball havde kvalificeret til finalen, som de altså også vandt.

  36. Spansk EM-stjerne er testet positiv for coronavirus

    FC Barcelona-stjernen Sergio Busquets er testet positiv for coronavirus blot fem dage før åbningskampen ved EM-slutrunden.

    Det skriver det spanske fodboldforbund, RFEF, på sin hjemmeside.

    Busquets var samlet med resten af den spanske EM-trup på en træningslejr, men den har han nu forladt.

    Resten af den spanske EM-trup og stabsmedlemmer omkring truppen er testet negativ for coronavirus skriver forbundet.

    Spanien skulle have spillet en testkamp forud for EM tirsdag aften mod Litauen, men i stedet vil Spaniens U21-hold spille den kamp.

    Den 32-årige midtbanespiller Sergio Busquets har forladt den spanske træningslejr. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Ritzau Scanpix)
  37. Canada triumferer i finalen ved ishockey-VM

    Canada er verdensmester i ishockey anno 2021.

    I finalen blev Finland besejret med 3-2 efter overtid.

    Inden da havde finalen været en jævnbyrdig affære, hvor Finland kom foran i første periode, da Mikael Ruohamaa var på pletten. I anden periode fik canadierne dog udlignet ved Maxime Contois.

    I tredje periode scorede de to hold en enkelt gang hver ved henholdsvis Petteri Lindbohm for Finland og Adam Henrique for Canada.

    Det blev ikke til mere i den ordinære spilletid, og derfor skulle der overtid til. Seks minutter inde i overtiden dukkede Nick Paul op med scoringen, der sendte verdensmesterskabet til Canada. Det er 27. gang, Canada vinder VM.

    Tidligere søndag tog USA bronzemedaljerne efter en 6-1-sejr mod Tyskland.

    Canadierne fejrer Nick Pauls guldscoring. (Foto: GINTS IVUSKANS © Ritzau Scanpix)
  38. England og Holland varmer op til EM med sejre

    Det danske herrelandshold i fodbold fik her til aften en god sidste test før EM-slutrunden, da de besejrede Bosnien med 2-0. Men udover Danmark skulle det hollandske- og engelske fodboldlandshold også spille deres generalprøve forud for EM her til aften.

    Det engelske landshold nappede en kneben 1-0-sejr over Rumæninen, mens Holland stensikkert besejrede Georgien med 3-0 på hjemmebane. Dermed får begge hold en god optakt til EM-slutrunden.

    Tidligere i dag spillede de to EM-mandskaber fra Østrig og Slovakiet 0-0 i en testkamp i Wien.

    EM i fodbold starter på fredag.

  39. Søren Kragh kører sig i top ti på schweizisk enkeltstart

    På første etape af cykelløbet Schweiz Rundt, kørte danske Søren Kragh Andersen sig til en top ti-placering.

    Danskeren kørte etapen, som var en enkeltstart, i tiden 12 minutter og 22 sekunder, og det var nok til at sikre ham en ottendeplads.

    Førstepladsen blev taget af den schweiziske europamester i enkeltstart Stefan Küng.

    FDJ-ryttern kørte de 10,9 kilometer på 12 minutter, og dermed henviste han sin landsmand Stefan Bissegger til andenpladsen. Mattia Cattaneo fra Quick-step tog sig af etapens tredjeplads.

    Danske Jakob Fuglsang er også med i det schweiziske etapeløb, og han kom i mål i en tid, der var 53 sekunder langsommere end Stefan Küngs. Dermed ligger han inden morgendagens etape på en 57.-plads.

  40. Danmark vinder 2-0 over Bosnien i sidste test inden EM

    Det danske herrelandshold i fodbold besejrede her til aften Bosnien med 2-0 i den sidste test forud for EM-slutrunden.

    Danmarks første scoring blev sat ind af Martin Braithwaite i begyndelsen af første halvleg, mens Andreas Cornelius udbyggede den danske føring med et hovedstødsmål i anden halvleg.

    Kasper Hjulmand havde før kampen varslet flere ændringer i startopstillingen, og det betød, at der var fundet plads til spillere som Mathias Jensen, Nicolai Boilesen og Robert Skov.

    Sidstnævnte måtte dog udgå undervejs i kampen på grund af en skade.

    EM i fodbold begynder på fredag, og Kasper Hjulmands tropper møder Finland i deres første kamp ved slutrunden på lørdag.

  41. Serena Williams ude af French Open

    Tennisstjernen Serena Williams er ude af French Open.

    Et nederlag i ottendedelsfinalen på 3-6, 5-7 blev endestationen for Williams.

    Den 23-dobbelte grand slam-vinder, der er nummer otte på verdensranglisten, blev besejret af verdens nummer 22, Elena Rybakina fra Kasakhstan.

  42. Årets danmarksmester i floorball er Benløse

    Benløse FC er dansk mester i floorball.

    Det blev sikret med en finalesejr på 5-3 mod Frederikshavn Blackhawks.

    Benløse fik en glimrende start på finalen, da de kom foran allerede efter to minutter ved Jakub Lyskawa. Frederikshavn fik dog udlignet efter 12 minutter, hvilket også var stillingen efter første periode.

    I anden periode fik Benløse bragt sig foran igen, og i begyndelsen af tredje periode udbyggede de føringen, da Simon Møller scorede til 3-1 i Benløses favør.

    Frederikshavn svarede dog hurtigt igen og reducerede, men derfra kørte Benløse sejren hjem med to scoringer til 5-2, inden Frederikshavn fik pyntet på det og gjort det til slutresultatet 5-3.

  43. Dansk racerkører triumferer i 24-timers-løb

    Michael Christensen kørte søndag først over målstregen, da der blev kørt 24-timers-løb på den legendariske racerbane Nürburgring i Tyskland.

    Sammen med sit team, Manthey Racing, blev det til en triumf i deres Porsche 911 GT3 R.

    Danskeren startede ellers løbet i 11. position, men under svære betingelser med regnvejr kravlede de hurtigt opad til de sjove positioner. Michael Christensen overtog bilen, mens den var på andenpladsen, og han kørte den helt i front i løbet.

    - Det er et løb, man som racerkører rigtig gerne vil have på sit CV og ikke mindst et løb, jeg rigtig gerne ville vinde. Efter skuffelsen i 2019, hvor vi lå til at vinde, er det rart endelig at have vundet. For at vinde her, skal alt gå op i en højere enhed, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse.

  44. Odense Håndbold vinder The Double

    Odense Håndbold er pokalmester.

    Med en finalesejr på 32-26 mod NFH kan Odense juble over den anden titel på otte dage, efter de også sikrede sig DM-guldet i sidste weekend.

    Det var ellers NFH, der fik den bedste start på finalen og kom foran, men Odense kom hurtigt tilbage og udlignede ved stillingen 7-7.

    Derfra blev det 8-8, men siden tog Odense teten i kampen og var foran resten af finalen.

    Efter Odenses DM-guld i sidste weekend, som var det første trofæ i klubhistorien, har klubben altså nu sikret sig The Double.

    Odense-spillerne jubler efter den anden titel på otte dage. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)
  45. Stjerne trækker sig fra French Open

    Roger Federer trækker sig fra French Open. Det oplyser arrangøren af turneringen i en pressemeddelelse.

    Den schweiziske tennisstjerne har tidligere proklameret, at han overvejede at trække sig på grund af det knæ, han er blevet opereret i to gange sidste år.

    Det er nu en realitet, at han ikke stiller op til sin kamp i fjerde runde mod italienske Matteo Berrettini.

    - Efter diskussioner med mit team har jeg besluttet, at jeg er nødt til at trække mig, siger Roger Federer.

    - Efter to knæoperationer og et år præget af at komme tilbage, er det vigtigt at lytte til min krop og sikre, at jeg ikke presser mig selv for hurtigt på vej mod at komme helt tilbage.

    - Jeg er rigtig glad for at have fået tre kampe under bæltet. Der er ingen bedre følelse end at være tilbage på banen, siger Roger Federer.

    Roger Federer kan nu forberede sig til græssæsonen, som går i gang inden længe. Her er det helt store mål Wimbledon, som skydes i gang 28. juni.

    /ritzau/

  46. Flyvende hollænder sætter suveræn verdensrekord i 10.000-meterløb

    Hollandske Sifan Hassan smadrer kvindernes verdensrekord i 10.000-meterløb.

    Med tiden 29 minutter og 6,82 sekunder skærer hun mere end ti sekunder af etiopiske Almaz Ayanas hidtidige verdensrekord.

    I OL-finalen i 2016 løb Almaz Ayana de ti kilometer på 29 minutter og 17,45 sekunder.

    28-årige Sifan Hassan slog rekorden søndag ved et stævne i byen Hengelo i hjemlandet Holland.

    - Wow! Jeg kunne kun drømme om at komme her og slå verdensrekorden. Det er den perfekte bekræftelse af det hårde arbejde, vi har lagt i at blive klar til Tokyo.

    - Jeg er så glad for at dele den her rekord med mine hollandske fans, siger Sifan Hassan ifølge AFP.

    /ritzau/

  47. Perez vinder i Aserbajdsjans grandprix efter holdkammerats uheld

    Sergio Perez kørte først over målstregen i sin Red Bull-racer, da der søndag blev kørt Formel 1-grandprix på bybanen i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

    Sejren kom i hus, efter at holdkammeraten Max Verstappen kørte i barrieren på fjerdesidste omgang.

    Hollænderen lå ellers i front, men det ene dæk eksploderede, og så mistede Verstappen kontrollen over bilen og måtte udgå.

    Verstappen havde inden uheldet fuld kontrol over førerpositionen og så længe ud til at tage sejren og udbygge føringen i den samlede VM-stilling.

    I stedet havde den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) god mulighed for at tilbageerobre førstepladsen i den samlede tabel, men da løbet blev genstartet efter uheldet, kørte briten sig først i front, men kørte derefter af banen og sluttede i stedet sidst af de tilbageværende racere.

    Dermed er Verstappen stadig fire point foran Hamilton i VM-stillingen.

    Sebastian Vettel, der startede som nummer 11 i sin Aston Martin, blev toer i Baku, mens Pierre Gasly sluttede som treer.

    /ritzau/

  48. TV-kamera fanger Holger Rune i stødende tilråb

    Da Holger Rune lørdag spillede semifinale i challengerturneringen i italienske Biella, kom han med homofobiske tilråb mod sin modstander Tomas Etcheverry.

    Det skriver TV2 Sport, som på sin hjemmeside bringer video fra kampen, hvor det er tydeligt, hvad det unge tennisstortalent råber.

    - Du kan kraftedeme ikke noget selv! Du går bare og spiller bøsserøv, råber Holger Rune efter en duel.

    Da han kort efter vinder en duel over sin argentinske modstander, bryder han igen ud i tilråb.

    - Alléz, bøsse, råber han.

    TV2 Sport har fået en kommentar fra Holger Rune, der undskylder kommentarerne.

    - Det var på ingen måde for at såre nogen. Jeg har fuld respekt for homoseksuelle. Jeg vil aldrig nogensinde sige sådan nogle ting igen.

    - Når man står i semifinalen og er stresset i momentet - ikke at det er en undskyldning - så kommer der nogle gange nogle forfærdelige ting ud af ens mund. Men det er jeg vanvittigt ked af. Jeg er meget ked af mit sprogbrug, og jeg har ikke ment de ting, jeg har sagt. Jeg mente ingenting med det. Jeg var bare sur og frustreret, siger Holger Rune til TV2 Sport.

    /ritzau/

  49. Simone Boye Nielsen og Bayern München vinder det tyske mesterskab

    Den danske landsholdsforsvarer Simone Boye Nielsen er tysk mester med Bayern München

    Det står klart efter en 4-0-sejr mod Eintract Frankfurt.

    Inden sæsonens 22. og sidste spillerunde førte Bayern Munchen med to point til Wolfsburg, som har vundet den tyske Frauen Bundesliga de seneste fire sæsoner, og derfor var en sydtysk sejr påkrævet mod rækkens nummer seks, Eintracht Frankfurt.

    Simone Boye Nielsen, der spillede de første 84 minutter i det bayerske midterforsvar, kunne allerede efter 17 minutter se den tyske landsholdangriber Linda Dahlmann starte mesterskabsfesten, og otte minutter senere fordoblede Dahlmann føringen.

    I anden halvleg gjorde den 21-årige Klara Buhl det til 3-0, og da Lea Schuller med en fræk scoring til 4-0 cementerede sejren på Grünwalder Stadion, kunne champagnepropperne i det sydtyske endelig sprænge.

    Det er første gang siden 2016, at Bayern München vinder det tyske mesterskab.

    I morgen har Simone Boye Nielsen fået fri til at fejre det tyske mesterskab, men allerede tirsdag møder den 29-årige forsvarsspiller ind i landsholdslejren forud for venskabskampene mod Australien og Spanien.

    Torsdag skal landsholdet møde Australien på Casa Arena i Horsens, mens Spanien venter i Madrid den 15. juni.

  50. Dansk tenniskomet vinder karrierens største triumf

    Den danske tenniskomet Holger Rune sikrede sig i dag sin hidtil største turneringssejr i karrieren, da han besejrede argentinske Marco Trungelliti i finalen i challengerturneringen i italienske Biella.

    Den unge dansker vandt det første sæt, men i andet sæt blev han overmandet af den rutinerede modstander. I kampens tredje og afgørende sæt skulle der en tiebreak til, før der blev fundet en vinder, og her blev det som bekendt Holger Rune, der trak det længste strå.

    De to finalister har mødt hinanden en enkelt gang før, men begge gange har Rune trukket sig sejrrigt ud af opgøret.

    Triumfen i Italien er danskerens første på challengerniveau, som rangerer under ATP Touren.

Mere fra dr.dk