Omkring 40.000 tilskuere var på plads på Puskas Arena i Budapest, da Englands fodboldlandshold gæstede Ungarn i Nations League.
Ungarn endte med at vinde kampen 1-0 over englænderne, der spillede en gang uinspirerende og energiforladt fodbold.
Omvendt var den ungarske indsats helstøbt og mere end godkendt, og her hjalp tilskuerne holdet frem i hele kampen.
Egentlig var Ungarn dømt til at spille bag lukkede døre af både Det Europæiske og Internationale Fodboldforbund - Uefa og Fifa - på grund af racisme på tilskuerpladserne.
Men et smuthul i Uefas regler tillader børn at komme på stadion på trods af sanktionerne. Ifølge reglerne skal hvert tiende barn ledsages af en voksen.
Fremmødet på stadion gav sig udslag allerede inden det første fløjt i kampen. Her blev englænderne mødt af buhråb, da spillerne som vanligt knælede i kampen mod racisme.
Ungarn havde ikke vundet over England siden 1962. Siden den sejr var de efterfølgende 15 kampe mod englænderne endt med nederlag eller uafgjort.
Det var den første kamp i årets Nations League for de to mandskaber, der er i gruppe med Tyskland og Italien, som mødes senere lørdag aften.
/ritzau/