Med en 2-1-sejr over Østrig på udebane i Wien, sikrede det danske herrelandshold i fodbold sig sent mandag aften sin anden sejr i to kampe ved Nations League.
Sejren kom i hus efter indskiftet Jens Stryger Larsen scorede det afgørende mål i det 84. minut, da han overlistede den østrigske målvogter Patrick Pentz med en vidunderlig scoring.
Kampen mod Østrig var Stryger Larsens første kamp i 218 dage, efter han er blevet frosset ud i sin italienske klub Udinese, fordi han ikke har ønsket at forlænge sin kontrakt.
Derfor faldt scoringen på et tørt sted.
- Jeg har været ude på den kolde tribune i syv måneder, og jeg har gjort, hvad jeg kunne hver eneste dag for at stå her, sagde en tydelig berørt Stryger Larsen til TV 2.
- Hold kæft, det er fedt. Det gik i slow motion, da bolden strøg over mod hjørnet. Alt stod stille, sagde han efter kampen.
Nogen køn kamp spillede Danmark ikke foran de 18.700 tilskuere, der måtte vente længe inden opgøret blev fløjtet i gang.
Et lokalt strømsvigt i Wien mørklagde den østrigske nationalarena, og først halvanden time efter det oprindelige kamptidspunkt kunne Danmark og Østrig påbegynde topkampen i Nations Leagues gruppe A1.
Selvom Danmark var meget presset i kampens første halve time, var det danske Pierre Emile Højbjerg, som sparkede Kasper Hjulmands mandskab foran inden pausen.
Østrig udlignede midt i anden halvleg til 1-1 og havde med den østrigske landstræner Ralf Rangnicks ord chancer til at vinde tre fodboldkampe, men alligevel løb Danmark med sejren til sidst.
Det betyder, at Danmark har maksimumpoint efter to udekampe mod Frankrig og Østrig, inden holdet møder Kroatien i Parken på fredag.