Skisportens mirakelmiddel er blevet forbudt: Nu frygter stjernerne doping under skiene

Fluorerede stoffer er blevet forbudt i skisport. Men der mangler en sikker testmetode for det forbudte kemikalie, der får skiene til at glide som en drøm.

(Foto: © Lehtikuva/Reuters © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Når langrendsskiene suser gennem de kridhvide sneløjper, er det ikke tilfældigt. For der ligger næsten uendelig arbejdstid bag kunsten at finde den rigtige smøring, som får skiene til at glide fra konkurrenterne.

Den vigtigste ingrediens har længe været fluorerede stoffer. Det er nemlig yderst effektivt til at afvise vand og snavs, så det ikke sætter sig fast under skiene og sænker farten.

Men det er slut nu. For både det internationale skiforbund, FIS, og det internationale skiskytteforbund, IBU, har forbudt fluorerede stoffer. Det har de gjort på bagkant af, at EU har skærpet regelsættet for produktion og salg af stofferne.

Nu kan fluorerede stoffer under skiene sidestilles med EPO og andre forbudte stoffer.

Der er bare ét problem.

Forbundene har ikke fundet en holdbar løsning til at teste om verdens bedste skiløbere står på rene ski. Og med under to måneder til de første løb i verdenscuppen får det advarselslamperne til at blinke.

- Der er risiko for, at vi står med et paradoks, hvor vi på den ene side ikke kan teste, om atleterne har snydt. Og på den anden side hylder vi de hurtigste løbere med store præmiechecks, siger Christian Borch, som er sportschef for langrend og skiskydning i Danmarks Skiforbund.

I mange år har floursmøring under skiene givet langrendsløberne ekstra fart på. Nu er kemikaliet blevet forbudt i skisporten. (Foto: © Lisi Niesner, Scanpix)

De største stjerner i både skiskydning og langrend mener, at flour-forbuddet og den usikre testmetode er en sprængfarlig cocktail, som udfordrer sportens integritet.

Den bedste mandlige skiskytte de seneste sæsoner, nordmanden Johannes Thingnes Bø, kalder situationen helt håbløs. Og den norske langrendsstjerne Therese Johaug og den svenske OL-medaljevinder i skiskydning, Sebastian Samuelson, frygter, at det kommer til at betyde snyd, at testmetoden ikke er fuldstændig skudsikker.

- Vi kan ikke have et flour-forbud, når der ikke er et testsystem, som virker. Det går ikke, siger Therese Johaug til NRK.

- Det bedste var, hvis vi bare kunne lave et forbud mod smøring med fluorerede stoffer, og så kunne alle følge det. Men vi har jo set med doping, at hvis det kan lykkes at fuske uden at blive opdaget, så er der nogen, der vil gøre det, har Sebastian Samuelson sagt til Sveriges Radio.

Se afgørelsen på mændenes 15 kilometer massestart i skiskydnng ved OL i 2018 i videoen nedenfor:

Stjerne frygter snyd og forbund genovervejer

Det er ikke kun frygten for, at nogle skiløbere vil snyde med vilje, der lige nu klistrer sig uløseligt til de usikre flour-tests. For flourerede stoffer er standhaftige kemikalier, der kan overleve flere år. Og ærlige skiløbere risikerer derfor også at blive diskvalificeret, hvis der sidder en rest tilbage under skien, fra dengang stoffer var tilladt.

- Et forbud bliver pissebesværligt for de danske skiløbere. For vi har slet ikke den samme økonomi og mandskab som de store nationer. For at være helt sikre på, at vi får fjernet alle fluorrester, skal vi samle alle ski og køre dem til Tyskland eller Norge for at få dem slebet rene, siger Christian Borch.

Smørechefen i det tyske skiskytteforbund, Andreas Emslander, truer med boykot af verdenscuppen, hvis der ikke kommer en løsning. Og den udtalte kritik af den manglende testmetode, og udsigten til at stå ved sæsonstarten i november uden et gnidningsfrit testsystem, har nu fået de to internationale forbund til at tænke sig om en ekstra gang.

I hvert fald er problematikken på dagsordenen, når FIS Council fredag holder møde. Og det kan ende med, at hele regelsættet bliver udskudt en sæson.

Det frygter blandt andre skiskytten Vetle Sjåstad Christiansen fra Norge. Han ser gerne, at reglementet får en indkøringsfase indtil Vinter-OL i Beijing i 2022.

- Jeg synes, vi bør have en testsæson, hvor vi tjekker testmetoden, og at det fungerer, som det skal, før vi begynder at diskvalificere løbere. For det er virkelig trist for os udøvere, smørefolk og ledere, hvis alt er gjort i god tro, og så er der pludselig en pulverrest fra seneste sæson, der laver et udslag på testen, siger han til norske NRK.

Den bedste mandlige skiskytte de seneste sæsoner, nordmanden Johannes Thingnes Bø, kalder det mangelfule testsystem for flour helt håbløs. (Foto: © Leonhard Foeger, Scanpix)

Forurener i naturen

I årtier har fluorerede stoffer været fast inventar i skisportens smørevogne i jagten på fart, sekunder og medaljer af ædelt metal. Ofte kan det være svært at se forskel på løbernes glid, fordi smørefolkene i verdenseliten smører og tester i mange timer inden et løb for at aflevere de bedste ski på startstregen. Men går det først galt, kan de bedste skiløbere pludseligt ligne motionister på en søndagstur.

Det har givet fart over feltet. Men floursmøring i verdenseliten er også en yderst giftig sag. De professionelle skismørere bruger åndedrætsværn og udluftning, når de står og behandler skiene for at beskytte sig mod fluorpulver og gasser.

Og når skiene først glider afsted over sneen, bliver en del af kemikaliet efterladt i sneen, og her bliver det, selv efter sneen er væk. For fluorerede stoffer bliver ikke nedbrudt i naturen. Flere norske undersøgelser har gentagne gange vist høje værdier af fluorerede stoffer i naturen rundt om store skisportsanlæg i eksempelvis Holmenkollen i Oslo, Trondheim og Lillehammer.

I 2019 blev jord, mus og regnorme undersøgt ved Trondheim midt på sommeren. Og her var værdierne af det skadelige fluor væsentligt højere sammenlignet med et andet sted langt fra langrendsløjperne.

Til avisen Dagbladet sagde den norske forsker, Randi Grønnestad, efterfølgende:

- Disse stoffer har vist sig at have negative effekter på hormonsystemet i mennesker. De kan føre til kræft og ubalance i flere forskellige systemer i kroppen.

På trods af utilfredsheden med et mangelfuldt testsystem, støtter Christian Borch derfor også grundlæggende op om forbuddet mod flourerede stoffer.

- Det er den rigtige vej at gå. Både for miljøet og de folk, der smører skiene.