Strikkeprojekter, gåture og bunker af puslespil.
Kreativiteten og aktiviteterne har været mange og forskellige under pandemiens nedlukning. Men hvor de fleste af os har kunnet nøjes med overkommelige projekter i hjemmet, så har den 24-årige amerikanske gymnastikstjerne Simone Biles kastet sig ud i et vanvidsprojekt, der i nat dansk tid blev eksekveret på fornemste vis.
For som den første kvinde nogensinde udførte hun en Yurchenko double pike, som udelukkende indtil i nat har været udført af mandlige gymnaster i konkurrencesammenhæng.
Den regerende olympiske mester og verdensmester var tilbage i konkurrence ved US Classics efter at have holdt pause i hele 18 måneder på grund af coronasituationen. Og den pause havde givet hende tid til at træne op til det vilde forsøg, fortæller hun efter sejren i Indianapolis.
- Den eneste ting, der fik os til at træne det seriøst, var, at vi havde det ekstra år. Hvis ikke, ville vi aldrig have prøvet det. Så ved at give tiden til at lege med det, så fandt vi ud af, at det ville være muligt, siger hun.
Du kan høre, hvad hun selv sagde til springet, i videoen:
Og hvorfor valgte hun så at gøre det i en konkurrence? Fordi hun kunne.
- Jeg kan gøre det, og det vil stadig blive opkaldt efter mig. Så vi vil stadig have det i bøgerne, når det hele er færdigt.
- Jeg kan gøre det, så hvorfor ikke bare vise mine evner og atletiske kunnen?
Ved en Yurchenko double pike laver gymnasten et araberspring nede fra tilløbsbanen, hvor gymnasten sætter hænderne i slutningen af tilløbsbanen og afslutter araberspringet oppe på springbrættet. Der har gymnasten ryggen ind mod hesten, og så laver gymnasten herefter en flik flak oppe på hesten.
Efter det har gymnasten så en afvikling fra hænderne, hvor der så kommer en 2,5 rotation med en for de færreste vellykket landing på fødderne.
Biles havde en ged på dragten
Lige så indviklet som udførelsen lyder, lige så imponerende er det, at den amerikanske gymnastikstjerne formåede at klare det til perfektion.
Det fortæller gymnastikeksperten Helge Vammen, der har kommenteret gymnastik ved OL for DR Sporten.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg var selv overrasket over, at hun rent faktisk havde gjort det, siger han.
- Der var lidt rygter om, at hun ikke turde gøre det i konkurrence, men ved den, hun udførte i nat, var der masser af plads og overskud. Det er ret vanvittigt, at det kunne udføres så overbevisende.
Karaktererne i disciplinen er delt op i stil- og sværhedskarakter, hvor der nogle gange bliver gået lidt på kompromis med stilkarakteren, hvis gymnasten forsøger at gøre noget rigtig svært. Derfor bliver karaktererne typisk lidt lavere, ifølge Helge Vammen.
- Men hun scorer altså 9.5 ud af 10 point, og det hører altså til sjældenhederne, at der er nogle, der scorer over ni point for kvinderne. Selv med et mere simpelt spring.
Springet, pointene og formen tyder da også på, at hun stadig har det i sig forud for de olympiske lege i Tokyo.
- Hun ser virkelig overbevisende ud. Jeg er positiv overrasket over, at hun stadig er der, siger han.
Med sine i alt 30 medaljer fordelt på OL og VM er hun den tredje mest vindende idrætsgymnast i historien og kun overgået af hviderussiske Vitaly Scherbo med 33 medaljer og russiske Larisa Latynina med 32 medlajer.
Men allerede nu bliver hun betegnet som den bedste nogensinde, og noget kunne tyde på, at hun også selv er ganske bevidst omkring det. I hvert fald var det muligt at se en ged på hendes dragt som et symbol på G.O.A.T – Greatest of All Time (Den bedste nogensinde, red.).
- Hun er jo G.O.A.T., og det ved hun også godt selv. Det ved alle. Der er slet ikke nogen, der kan pege på andre, siger Helge Vammen.
I næste måned skal hun deltage ved de nationale mesterskaber i Fort Worth i Texas, hvorefter hun kan begynde at lade op til OL, som for gymnasterne begynder den 23. juli.