SPORTSDAGEN Nu starter VM for alvor

I dag bliver bolden for alvor kastet til VM i håndbold. Hele fem kampe er der på dagens program.

Der er massevis af god håndbold på programmet, når alle hold i Gruppe B skal i aktion, mens der også bliver spillet to kampe i Gruppe A til VM.

DR Sporten giver dig her overblikket over dagens tre bedste sportsbegivenheder i dit fjernsyn.

Rusland-Japan, DR3 klokken 17.45 - med optakt fra 17.30

Rusland burde stå overfor en overkommelig opgave, når de møder Japan, der blev nummer tre ved de asiatiske mesterskaber sidste år.

Japanerne kan dog overraske med deres hurtige spil, og Rusland skal derfor være klar fra start, hvis de ikke vil snydes af drengene fra Solens Rige.

Spanien-Island, DR3 klokken 20.45 - med optakt fra 20.30

Det er to store håndboldnationer, der brager sammen i Gruppe A i aften. Spanien blev senest verdensmester i 2013, da de rundbarberede Danmark med 35-19 i finalen.

Men Island kan på en god dag byde Spanien op til dans på håndboldgulvet. De islandske vikinger er dog i gang med et generationsskifte, og i deres sidste testkamp inden VM blev det til et klart nederlag på 34-26 til Danmark.

Sevilla-Real Madrid, Canal 9 klokken 21.15

Det ligner en stor opgave, hvis Sevilla skal spille sig videre i den spanske pokalturnering. I det første opgør i 1/8-finalen tabte andalusierne nemlig med hele 3-0 til Real Madrid.

Hjemmeholdet skal derfor blæse til angreb fra start, og kampen kan derfor meget vel ende med et festfyrværkeri af chancer i begge ender.