Kina – Danmark (badminton, Uber Cup)
Kl. 13.00, TV 2 Sport Havde det ikke været for Anna Thea Madsen, havde du ikke behøvet tænde flimmerkassen allerede klokken 13.00 i dag.
Det danske kvindelandshold i badminton spillede i går mod Malaysia, og inden Madsens kamp stod det 2-2. Men efter at have tabt første sæt vinder den 21-årige dansker de to følgende sæt med cifrene 21-13, 21-13 og vinder kampen.
Med sejren er de danske kvinder nu sikre på at gå videre fra gruppen ved VM - spørgsmålet er bare, om det skal være som vinder af gruppen eller som 2’er.
Det afgøres i dag, når kvinderne står over for Kina.
GOG – Team Tvis Holstebro (håndbold, semifinale)
Kl. 18.20, TV 2 Sport GOG har noget overraskende spillet sig i semifinalen i slutspillet i herrehånboldligaen.
Det fynske mandskab gik ellers ind til slutspillet helt uden point efter at have kvalificeret sig på yderste mandat via en 6.-plads.
Men seks kampe senere var pointkontoen tikket op på ni, og det var altså nok til at gå videre til semifinalen. En semifinale, hvor GOG møder jyske Team Tvis Holstebro, der vandt slutspillets pulje 1 med ni point.
Og så i øvrigt også en semifinale, hvor der bliver stuvende fuldt. Billetdamen Vivi Kildelund kunne slet ikke følge med ved telefonen, da først billetterne til kampen blev givet frit.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Samtlige telefoner kimede på samme tid. I dag kunne man godt ønske sig, at vi havde haft 2000 pladser mere i hallen, siger Vivi til GOG’s hjemmeside.
Liverpool FC – Sevilla (fodbold, Europa League-finale)
Kl. 20.45, 6’eren Hvornår ejer man en turnering? En enkelt sejr er ikke nok. To kan heller ikke gøre det. Tre, så er vi derhenne af. Fire? Et lille ejerskab kan måske komme på tale. Ved fem er der ikke mere at tale om.
Og det er dét, Sevilla kan gøre i aften. Vinde sin femte Europa League-titel og gøre sig til synonym med triumf i den lille af de europæiske turneringer.
Det spanske mandskab har vundet i 2006, 2007, 20014 og 2015 – og kan altså vinde trofæet for tredje gang i træk i aften.
- Sevilla er en historisk klub, som altid har haft gode perioder. Men lige nu er vi inde i en periode fyldt med glæde og passion, som stammer fra de finaler og titler, vi har vundet, i den her turnering, siger Sevilla-træner Unai Emery ifølge uefa.com.
Over for spanierne står dog et mandskab, der heller ikke er ubekendt med at vinde turneringen. Sidst Liverpool vandt var dog helt tilbage i 2001 – over spanske Alavés - men tre sejre i tre finaler vidner om et hold, der ved, hvornår det skal slå til.