SPORTSDAGEN Vinder Wozniacki for syvende gang i træk?

Caroline Wozniacki igen i aktion ved Luxembourg Open. Der er også tophåndbold og CL på programmet.

Caroline Wozniacki spiller onsdag anden runde i Luxembourg Open. (Foto: © Bobby Yip, Scanpix)

Caroline Wozniacki i storform, topkamp i damehåndboldligaen og et Champions League-brag af dimensioner. Dagen byder på masser af god sport, så find endelig en god plads foran kassen og gør dig klar til at blive underholdt.

Caroline Wozniacki - Sabine Lisicki

Tennis. Eurosport 1 cirka klokken 16:30.

Caroline Wozniacki jagter den syvende sejr på stribe, når hun onsdag møder Sabine Lisicki i anden runde ved Luxembourg Open. De to har mødt hinanden seks gange tidligere, og indtil nu har Wozniacki håneretten. Danskeren, der ligger nummer 17 i verden, har vundet fire af de seks kampe mod tyske Lisicki, der rangerer som nummer 94.

Caroline Wozniacki kommer næsten lige fra en turneringssejr i Hong Kong, og derfor bliver det selvfølgelig interessant at se, om hun kan holde det høje niveau i sæsonens sidste europæiske turnering.

Kampen er programsat som nummer tre efter klokken 13. Forvent derfor, at første serv bliver sendt af sted cirka klokken 16:30.

Team Esbjerg – Viborg HK

Håndbold. TV 2 SPORT klokken 20.30.

Hvis du kun skal se én håndboldkamp i dag, så skal du se Team Esbjerg – Viborg. Dagens opgør i damehåndboldligaen er nemlig et decideret topopgør.

Viborg har fået en forrygende sæsonstart med fem sejre og en uafgjort kamp, mens det regerende mesterhold Esbjerg kan prale ad fire sejre, en uafgjort kamp og bare et enkelt nederlag. Derudover debuterede Esbjerg i lørdags i Champions League, hvor Lars Frederiksens mandskab slog Krim med 35-25.

- Vi kan se i tabellen, at hvis Viborg vinder, vil de være stukket godt af sted, og derfor er der vigtige point på spil i topkampen, siger Lars Frederiksen til Esbjergs hjemmeside.

Viborg kan endda tilbageerobre førstepladsen, hvis de vinder kampen.

FC Barcelona – Manchester City

TV3+ klokken 20:45

Sidst på aftenen returnerer Pep Guardiola til Camp Nou, hvor Manchester City skal forsøge at drille Barcelona, der indtager gruppens førsteplads.

Sådan ser stillingen ud efter to ud af seks gruppekampe.

Efter 7-0-sejren over Celtic og 2-1 ude mod Gladbach, så kan Barcelona isolerer sig i toppen ved at slå City. Omvendt kan de engelske gæster erobre førstepladsen efter den første halvdel af gruppespillet. Og hvis nogen skal snyde Barcelona taktisk, så er det måske deres tidligere træner Pep Guardiola.

https://twitter.com/FCBarcelona/status/788424709130117120