Amerikanske Katie Ledecky har efterhånden vundet alt, når hun har trukket badehætten ned over håret, sprunget på hovedet og blæst afsted i svømmebassinet.
21 VM-medaljer, ti OL-medaljer og et hav af rekorder står den 25-årige amerikaner indtil nu noteret for i karrieren.
Og i weekend kunne hun så sætte flueben ud for endnu en vild bedrift.
Natten til søndag satte Katie Ledecky nemlig verdensrekord i disciplinen 1.500 meter fri, da hun svømmede fra alt og alle ved et World Cup-stævne i canadiske Toronto.
Med tiden 15 minutter og 8,24 sekunder var det amerikanske svømmefænomen fuldstændig suveræn. Og hun barberede hele ti sekunder af den tidligere verdensrekord, som tyske Sarah Wellbrock indtil da sad på.
Og selvom Katie Ledecky efterhånden må være vant til at skrive sit navn i forskellige rekordbøger inden for svømning, havde hun ikke sat kryds ud for netop denne rekord, inden hun sprang i bassinet.
- Jeg havde det ikke som et fast mål. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle forvente, da dette var mit første stævne i sæsonen, siger hun ifølge Reuters.
- Den tidligere rekord var en fantastisk præstation af Sarah (Wellbrock red.), og jeg er glad for at have svømmet så hurtigt.
Mindre imponerende bliver den nye verdensrekord ikke af, at den blev sat i et kortbane-bassin på 25 meter.
For det er nemlig primært i langbane-bassiner på 50 meter, som den 25-årige amerikaner normalt træner i.
- Det var første gang, jeg svømmede i et kortbane-bassin i den her sæson, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, siger hun.
I kortbane-bassinerne skal svømmerne lave flere vendinger, end de skal i langbane-bassinerne, og derfor tager Rene Thomsen, der var svømmekommentator for DR Sporten under OL i Tokyo, hatten af for amerikanerens rekord.
- Jeg vil ikke betegne hende som specialist i vendinger, så hun får ikke den fordel af at svømme på kortbane, som andre svømmere gør, hvis man er rigtig dygtig under vandet eller i vendingsfasen. Der udmærker hun sig ikke, så det er virkelig bemærkelsesværdigt, siger han.
Du kan se Katie Ledecky slå rekorden i videoen herunder
Kan blive den første under 15 minutter
Katie Ledecky var hele 40 sekunder hurtigere end konkurrencens næstbedste svømmer, brasilianske Beatriz Dizotti.
På de lange distancer er hun da også bare ganske suveræn, fortæller Rene Thomsen, og det skyldes, at hun på flere parametre skiller sig ud fra sine konkurrenter.
- Hun laver meget lille modstand, svømmer meget effektivt og økonomiserer meget med kræfterne. Hun er jo den ubestridte dronning på 800 meter og 1500 meter.
- Selv når hun ikke svømmer op til sit bedste, er hun stadig den bedste eller i hvert fald en af de bedste, siger svømmekommentatoren.
Derfor forventer Rene Thomsen bestemt heller ikke, at det amerikanske svømmefænomen er færdig med at slå rekorder.
Tværtimod kunne han godt forestille sig, at hun kommer til at jagte en ganske særlig rekord i fremtiden.
- Noget af det der virkelig motiverer hende tror jeg, kan være at komme under 15 minutter. Bliver hun den første kvinde under 15 minutter, skriver hun sig ind i historiebøgerne på et helt andet niveau. Jeg tænker absolut, det er realistisk for hende.