Amerikansk visum-ballade truer Lotte Friis' OL-træning

Den danske svømmer havde ikke styr på sine papirer, så de amerikanske myndigheder har trukket hendes visum tilbage.

Lotte Friis under en konkurrence i Californien. (Foto: © Ezra Shaw, 2014 Getty Images)

Endnu inden Lotte Friis så meget som har været i nærheden af det brasilianske klorvand, der til næste sommer udgør rammen om den internationale svømmeelites drøm om OL-medaljer i Rio, er den danske specialist på 800 meter fri løbet ind i en hård modstander, der kan komme i vejen for hendes ambitioner om at få plads på podiet.

Indrejsemyndighederne i USA mener nemlig ikke, at Lotte Friis har styr på papirerne, og at hendes visum er udstedt forkert. Et stort problem for det danske medaljehåb, der har bosat sig i Baltimore i delstaten Maryland, hvor hun samarbejder med den legendariske træner Bob Bowman, der tidligere har herset med den amerikanske stjernsvømmer og medaljemagnet Michael Phelps.

- Jeg har været nødt til at hyre en advokat, fordi det var så indviklet med alt det papirarbejde, jeg skulle lave, og hvilket visum, jeg skulle have. Det er en lang og indviklet proces, hvor jeg skal ind på den amerikanske ambassade og forklare mig, siger Lotte Friis til DR Sporten.

Vil ikke vende hjem

Ifølge hendes advokat bør det ikke blive et problem at få redt trådene ud og tilfredsstille det amerikanske bureaukrati i en grad, så hun kan få lov til at opholde sig i landet i mere end de tre måneder, som hun ellers må nøjes med på et turistvisum.

Men Lotte Friis vil se en løsning, før hun tror på den.

- Jeg er ikke sikker, før jeg står med det i hånden, eller har fået et ok fra myndighederne, siger hun.

I USA er Lotte Friis blevet en del af et elite-træningsmiljø, hvor hun hver dag bliver presset til det yderste. Derfor kan hun heller ikke se sig selv vende hjem til Danmark for at træne frem mod OL.

- Jeg har ikke lyst til at ligge alene og træne, og det ville jeg komme til herhjemme. Det var grunden til at jeg forlod Danmark for at tage til Frankrig og sidenhen USA.

- Det at jeg har to – tre andre svømmere jeg ligger og kæmper med betyder, at man gør alt det der skal til uden om træningen også, for man gider ikke blive slået.

- Jeg skal have noget udfordring og noget motivation i den daglige træning, og det får jeg i USA. Så at skulle her tilbage for at træne, kan jeg slet ikke sætte mig ind i, siger hun.

Ambassadøren vil træde til

Til gengæld kan Lotte Friis måske se frem til en hjælpende hånd fra USA’s mest indflydelsesrige udsending i Danmark. Ambassadør Rufus Gifford vil nemlig ikke afvise, at han vil kigge nærmere på Lotte Friis’ indrejsevanskeligheder, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Jeg kender ikke omstændighederne i hendes sag, så det er svært for mig at kommentere på, men hvis det kan løses, så vil jeg med glæde kigge nærmere på det, siger han.

Både Lotte Friis og Rufus Gifford deltog lørdag i udendørsløbet Christiansborg Rundt i København.