Mie Ø. Nielsen klar til finale - bronzen glippede for Bromer

Mie Ø. Nielsen satte tredjehurtigste tid på vejen mod finalen i 50 meter ryg ved VM i Kazan. Viktor Bromer måtte dog nøjes med en femteplads i finalen i 200 meter butterfly.

Mie Ø. Nielsen er klar til VM-finalen i 50 meter ryg. (Foto: © Patrick B. Kraemer, Scanpix)

Svømmeren Mie Ø. Nielsen får torsdag aften mulighed for at vinde sin anden medalje ved langbane-VM i russiske Kazan.

Den 18-årige nordjyde kvalificerede sig onsdag til finalen i 50 meter ryg i tredje bedste tid.

I semifinalen satte Mie Ø. Nielsen dansk og nordisk rekord i tiden 27,63 sekunder. Det var 14/100 af et sekund hurtigere end hendes egen hidtidige rekord.

To danske medaljer

Det bliver dog svært at hamle op med kinesiske Fu Yuanhui og Etiene Medeiros fra Brasilien, der satte to supertider. Yuanui slog hænderne i bassinkanten efter 27,18 sekunder, mens Medeiros brugte 27,41 sekunder.

Også Viktor Bromer var i vandet, da han svømmede finale i 200 meter butterfly. Det blev dog kun til en femteplads for danskeren, der ellers kunne snuse bronzen i opløbet.

Mie Ø. Nielsen har foreløbig haft et fornemt VM med bronze på den dobbelte distance, der er hendes favoritdisciplin.

Bronzemedaljen i 100 meter ryg var Mie Ø. Nielsens første VM-medalje på langbane.

Danmark har foreløbig vundet to VM-medaljer i Kazan, da Jeanette Ottesen tog sølv i 100 meter butterfly.

/ritzau/