Pernille Blume har besluttet at stoppe karrieren som konkurrencesvømmer.
- Det har været en lang rejse at nå frem til min beslutning, og det har været en følelsesladet tur. Selvom det er hårdt og svært at sige farvel til noget, jeg elsker så højt, er det også lige så spændende at tænke på, at et nyt kapitel er ved at udfolde sig i mit liv, skriver 28-årige Blume.
Pernille Blume kom for alvor på alles læber, da hun som et forholdsvis ukendt svømmetalent tog til OL i Rio i 2016 og vandt guld i 50 meter fri. I den nu afsluttede svømmekarriere nåede Blume at komme på podiet tre gange ved de olympiske lege.
Danskeren har endnu ikke sine fremtidsplaner på plads. Hun ved dog med sikkerhed, at svømmesporten har været med til at forme både hende og hendes liv.
- Jeg er så taknemmelig for alt, svømning har lært mig. For de mennesker, der hjalp mig med at nå mine vildeste drømme, for at møde mennesker over hele kloden og få venner, for at lære at drømme stort, for at lære mig selv endnu bedre at kende og for alle de utrolige oplevelser, jeg har haft gennem årene, skriver Pernille Blume.
- Svømning vil altid have en speciel plads i mit hjerte, og jeg vil følge svømmeverdenen tæt, men nu fra kanten af svømmebassinet.
Svømmeren valgte tidligere i år at melde afbud til både EM og VM. Dengang fortalte Pernille Blume, at hun havde følt sig stresset. Det sætter OL-medaljetageren også ord på i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion om karrierestoppet.
- Den seneste tid har jeg fået plads til at lære mig selv bedre at kende og tid til at pleje mig selv – både fysisk og psykisk efter en hård periode i mit liv, som har været omtalt flere steder, siger Pernille Blume i pressemeddelelsen.
Bakker op om Blumes beslutning
Mens tankerne om et karrierestop har rumsteret, har Dansk Svømmeunion løbende været i dialog med Pernille Blume. Her er der fuld opbakning til beslutningen, lyder det fra sportschef Lars Robl.
- Mange kan og vil sikkert have meninger om hendes beslutning, men jeg vil understrege, at den eneste rigtige er hendes egen, og den bakker vi hende 100 procent op i. Hun er autentisk og tro mod sig selv, hvilket jeg har den dybeste respekt for, siger Lars Robel i pressemeddelelsen.
Han kalder Blume professionel, en rollemodel og et forbillede for mange på tværs af sportsgrene.
- Vi er taknemmelige for alt det, hun har bidraget med i og rundt om bassinet, siger sportschefen.
Svømmeunionen håber, at det bliver muligt i fremtiden at fastholde Pernille Blume i miljøet.
- Hun har masser af knowhow i forhold til at toppræstere, og alle hendes værdifulde erfaringer ønsker vi at viderebringe til landsholdet og vores kommende svømmestjerner, siger Lars Robl.