Lotte Friis indstillede sin karriere som elitesvømmer i slutningen af april. En karriere der blandt andet har budt på to verdensmesterskaber og en bronzemedalje ved OL i 2008.
Og når 29-årige Lotte Friis ser tilbage på, hvad hun har savnet i sin aktive karriere, så er det større anerkendelse, for det hun har præsteret, fortæller hun i syvende udgave af DR Sportens podcast, Illustreret Sport.
- Noget af det, som jeg er stødt allermest på, er kommentaren "Nå, nu skal du ud i den virkelige verden." Og det er noget bøv at sige. Det kan godt være, at jeg ikke har nogen uddannelse på papiret, men jeg er uddannet svømmer og har arbejdet som svømmer i de sidste 10-15 år, siger Lotte Friis.
Hendes oplevelse er, at svømning er en af de mange sportsgrene, som i store dele af befolkningen bliver betragtet som en fritidsinteresse. Og derfor får svømmere ikke den samme brede anerkendelse, som dem der dyrker de mere populære idrætsgrene som håndbold, fodbold, tennis eller golf.
- Det er ærgerligt, at vi ikke har mere fokus på alle de gode resultater, vi har i nogle sportsgrene, hvor vi har verdens- og europamestre og ligger højt i verdenseliten, siger Lotte Friis.
I USA er sportsfolk helte
Lotte Friis har i sin karriere svømmet som professionel i både Nice og Baltimore i USA. Og når det kommer til synet på atleter, kan danskerne godt lære noget af amerikanerne, mener hun.
- I USA er sportsfolk helte på linje med brandvæsen, politi og militær. Militæret beskytter landet og sørger for befolkningens frihed, mens brandmænd og politiet beskytter befolkningen. Og så er der atleterne, der repræsenterer landet og gør landet stolt. Og det synes jeg, vi er alt for dårlige til i Danmark, siger hun og fortsætter:
- Når jeg har fortalt i USA, at jeg er professionel svømmer, så reagerer folk med "Årh, har du været til OL?". Det er en kæmpe ting. Hvis jeg siger det herhjemme, så er folk sådan lidt "Nå, godt for dig".
- Når jeg så fortæller i USA, at jeg har vundet medalje ved OL, så går de fuldstændig amok med "Årh, what?! Hvor er det sindssygt, hvordan var det?" Og herhjemme er det, "Nå ja, ok".
- Og det er så ærgerligt, for vi lægger så meget energi og tid i det. Ikke kun fordi vi synes, det er fedt, men også fordi vi elsker at repræsentere vores land. Og det er endnu mere fedt, hvis man kan en vinde medalje til Danmark. Det er ærgerligt, at det ikke bliver mere anerkendt.
OL-medaljevinder på deltid
Lotte Friis er i gang med at skabe sig en ny tilværelse og arbejder i dag på deltid i en softwarevirksomhed og som assisterende træner for førsteholdet i Gentofte Svømmeklub.
- Jeg vil gerne tillære mig nogle nye egenskaber og arbejde mig op. Jeg bliver ikke direktør med det samme. Jeg har lært af min sport, at man skal arbejde hårdt for at nå det, man gerne vil have. Og det gælder i alle aspekter i livet - man skal ikke forvente at få noget serveret, siger hun.
Lotte Friis vil gerne uddanne sig i kommunikation og bruge det enten i det private erhvervsliv eller i mediebranchen. Og hun stræber efter at ramme samme høje niveau, som hun havde som svømmer.
- Hvis jeg finder noget, jeg virkelig brænder for. Så er jeg sikker på, at jeg nok skal blive god til det. For det vil jeg lægge 110 procent i skal lykkes, siger under Illustreret Sports besøg hos hende i Kildeskovshallen i Gentofte.
Podcast hver anden uge
Første sæson af Illustreret Sport udkommer hver anden uge frem til sommerferien, og tager dig med på et besøg hos en sportspersonlighed til en snak om en begivenhed eller en detaljer, der har haft betydning for karrieren.
Lotte Friis er den syvende i rækken af episoder efter kajakroeren René Holten Poulsen, golfspilleren Søren Kjeldsen, den tidligere fodboldspiller Bajram Fetai, tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen, håndboldspilleren Jesper Nøddesbo og motorsportslegenden Tom Kristensen.
Illustreret Sport kan downloades via din smartphone, iTunes, dr.dk/podcast eller hentes ved blot at klikke her.