Clara Tauson besejrer canadier i anden runde af French Open efter maratondyst

Det blev lidt af en gyser, da Clara Tauson besejrede Leylah Fernandez i anden runde af French Open.

Clara Tausons forhånd lynede flere gange, da hun besjerede Leylah Fernandez og spillede sig i tredje runde af French Open. (Foto: © Geoffroy Van Der Hasselt, Ritzau Scanpix)

To og en halv times tennis skulle der gå, før Clara Tauson endelig kunne kaste armene i vejret som symbol på, at hun havde spillet sig i tredje runde af French Open.

6-3, 7-5, 6-4 lød cifrene, da canadiske Leylah Fernandez blev besejret i en opslidende og voldsomt underholdende dyst onsdag aften.

Clara Tauson indledte kampen med speederen i bund og vandt de første fire partier, inden Fernandez så ville lege med.

Herefter var det canadisk storspil, der prydede bane 6, og Fernandez kom tilbage på serv og fik reduceret til stillingen 4-3 til Tauson.

Men så slog danskeren fat igen, og med adskillige vindere fra især forhånden lykkedes det Tauson at lukke sættet og bringe sig foran med 1-0.

- Når hun formår at bruge forhånden, som hun skal, så er det en af de bedste i verden, sagde Tausons træner, Carlos Martinez, til DR Sportens reporter i Frankrig efter kampen.

Clara Tauson er da også selv glad for det farlige våben, men er ikke helt lige så flamboyant i retorikken.

- Det kan han godt lide at sige. Jeg tror, jeg har potentiale til at få det, men jeg tror ikke, det er en af turens bedste lige nu. Han er vild med den, men jeg skal lære at bruge den ordentligt i mange timer.

Problemer med ryggen

Pausen mellem første og andet sæt udnyttede Tauson til at få noget behandling for en rygskade, som hun har bøvlet med i noget tid.

Om det var skaden, der spillede ind, er uvist, men Fernandez kom i hvert fald lynhurtigt foran med 2-0 i partier.

- Det startede allerede da hun kom foran 4-0 i første sæt, hvor hun kunne mærke noget i ryggen. Jeg tror, det gjorde hende ufokuseret, og så kom der for mange fejl, sagde Carlons Martinez.

Clara Tauson måtte flere gange ud i yderpositioner, da hun besejrede Leylah Fernandez. (Foto: © Geoffroy Van Der Hasselt, Ritzau Scanpix)

Tauson fik dog hurtigt brudt tilbage, og så fulgtes de to spillere ellers ad indtil stillingen 5-6 til Fernandez, der lykkedes med at bryde Tauson og tvinge kampen ud i et tredje og afgørende sæt.

Kort inde i tredje sæt blev der helt stille på stadion, da Tauson gled, skreg og tog sig til den ryg, der har kostet så megen bekymring.

Men det var ikke til at se på spillet, for herefter skruede Tauson bare op for tempoet. Hun fik hurtigt efter brudt Fernandez og så sig ikke tilbage.

- Jeg er rigtig glad for den måde, hun håndterede det, for jeg ved, det er hårdt for hende med skadeshistorikken. Hun havde chancer, hun ikke tog i andet sæt, men hun fulgte planen, og så er jeg bare glad for, hun vandt, sluttede Carlos Martinez.

Tauson holdt serv hele vejen igennem tredje sæt, som endte 6-4 til danskeren, der dermed er klar til tredje runde.

Her venter enten russiske Elina Avanesyan, der her til aften besejrede franske Leolia Jeanjean.