Det blev Yulia Putintseva, som Caroline Wozniacki skal møde i første runde af Australian Open, som starter natten til tirsdag i næste uge.
På papiret er det en overkommelig modstander for den 18-seedede dansker, men trods den overkommelige førsterundekamp for 25-årige Wozniacki er det bestemt ikke en nem lodtrækning, hun har fået sig.
Udsigten til en fjerderundekamp mod Serena Williams, såfremt de begge når så langt, er ikke et ønskescenarie, men Eurosports Michael Mortensen ser positivt på Wozniackis form inden årets første Grand Slam og muligheden for at komme forbi fjerde runde.
- Jeg har store forventninger til Caroline i år. Hun hviler i sig selv, og hun har virkelig fået den spilleglæde tilbage, som hun havde mistet i sidste sæson. Når jeg har set hende til træning og talt med hende, kan jeg virkelig fornemme, at hun er revanchelysten.
- Serena har ikke spillet kampe af betydning i lang tid, og det jeg har set hende spille, har ikke været godt. Hun har primært spillet show-kampe, så det er jo noget helt andet, når det gælder Australian Open. Det bliver spændende at se, hvilken fysisk forfatning hun er i.
Italiener skal hjælpe Wozniacki
Der er i følge Michael Mortensen ingen tvivl om, at såfremt både Serena Williams og Caroline Wozniacki når fjerde runde, vil amerikaneren være favorit, selvom Wozniacki vandt deres seneste møde, som var en opvisningskamp.
Caroline Wozniackis mulighed ligger i, at Serena Williams ikke længere er med i turneringen, når man når til fjerde runde.
- Serena Williams møder italieneren Camilla Giorgi i første runde, og her kan hun sagtens komme i problemer. Giorgi er en spiller, der virkelig slår til bolden, og det er sådan en type, Serena Williams kan få problemer mod, hvis hun ikke er i sin bedste form.
- Derfor kan man godt sige, at Carolines muligheder for at nå til fjerde runde er større, end Serena Williams' er. Caroline har en forholdsvis nem lodtrækning i de første kampe, som hun skal vinde, mens Serenas form har været bekymrende.
- Problemet ligger i, at Serena kan nå at spille sig varm inden kampen mod Caroline, og gør hun det og når sit normale niveau, er hun jo klart verdens bedste. Så får Caroline problemer.
Kan ikke forvente kvarfinale
Caroline Wozniacki har sat næsen op efter at slutte året som nummer fem i verden, fortæller Michael Mortensen. Det giver naturligvis anledning til at have store forventninger til danskeren inden Australian Open.
Succeskriteriet for Australian Open afspejler dog ikke Wozniackis ambitioner, mener Michael Mortensen.
- Jeg mener ikke, at man kan forvente, at hun opnår mere end sin rangering, altså en plads i fjerde runde. Hun har taget arbejdshandskerne på og kæmper for at nå sine mål i denne sæson, men det er for tidligt at have så store forventninger.
- Jeg mener ikke, man kan forvente, at hun når en kvartfinale. Især ikke når man ser på den lodtrækning, der venter fra fjerde runde og frem. Hvis hun holder sig fri fra skader, kan man håbe, men Caroline skal bestemt være tilfreds med at nå den her fjerde runde.
Caroline Wozniacki og Serena Williams har mødt hinanden 11 gange i betydningsfulde kampe, og Wozniacki har kun vundet en enkelt gang.