Det er en ny Caroline Wozniacki, vi ser i disse dage ved WTA-turneringen Toray Pan Pacific Open i Tokyo. Efter en overbevisende sejr over polakken Magda Linette, er danskeren nu klar til semifinalen, hvor verdensranglistens nrummer fire Agnieszka Radwanska venter.
Tennisekspert Michael Mortensen mener, at den tidligere verdensetter Wozniacki i øjeblikket spiller bedre end nogensinde. Og en af de helt store grunde til at danskeren har haft så stor succes i september, er den selvtillid som det gode resultat i US Open har givet hende.
- Jeg tror, at forløsningen kom i sejren over Svetlana Kuznetsova, hvor hun var bagud 4-0 i første sæt og kommer tilbage og vinder 6-4, 6-4. Jeg tror, at den kamp gjorde noget helt unikt ved hende rent mentalt og spilleglæden. Jeg kan se, at hun har fået spilleglæden tilbage, siger Michael Mortensen, der er tenniskommentator hos Eurosport.
Ifølge Michael Mortensen er det essentielt, at en tennisspiller på Wozniackis niveau får tanket ny selvtillid, fordi ellers kan det ødelægge spillet på banen:
- Når man er nede i en downperiode, hvor man ikke spiller så godt, så bliver det så fortænkt det hele. I dag kommer det mere instinktivt, fordi hun stoler på sine slag.
Er endegyldigt tilbage
Det er lang tid siden, at Wozniacki har haft så stor succes, som hun oplever lige i øjeblikket. Med semifinalepladsen i US Open rykkede hun tilbage i top 30, og med resultat i Tokyo kommer hun til at rykke endnu længere frem.
I denne uge har Wozniacki allerede slået verdensranglistens nummer otte, Carla Suarez Navarro. Resultater som det og semifinalen i US Open var ikke enlige svaler, mener Michael Mortesen, som tror, at Wozniacki nu er klar til at blande sig i toppen igen.
- Caroline er tilbage, det er der ingen tvivl om. Da hun var nummer et i verden spillede hun forholdsvis monoton tennis. I dag spiller hun på et meget højt niveau. Det er en ny Caroline, der aldrig har spillet bedre tennis, end hun gør i dag.
Wozniacki spiller semifinale lørdag morgen.