- Altså det’ noget fucking lort.
En vred stemme skærer igennem luften.
Når man kigger sig omkring, kan det være svært at få lyden af raseri til at passe ind. Vi er ved tennisbanerne i Hellerup Idræts Klub, HIK, og det er sådan en forårsdag, hvor solens klare skær gør bøgehækkene ekstra grønne, himlen ekstra blå og boldene selvlysende gule.
På en af de røde grusbaner løber fire gymnasie-drenge rundt og joker og griner, mens de spiller double. Og på en bane ved siden af står en poloklædt gråhåret herre og nyder varmen og vejret, mens han øver sin serv i ro og mag. Så hvor kommer vreden fra?
Den kommer fra det 17-årige supertalent Holger Rune. Han er hverken mødt op for vejret eller hyggens skyld.
- For helvede. Det er hele tiden en god bold, en dårlig, en god, en dårlig.
Han er i gang med returneringsøvelser med sin træner Lars Christensen på den anden side af nettet.
Men Holger Rune er ikke tilfreds med sine slag. Han samler en bold op fra jorden og tyrer den afsted, så den smælder hårdt ind i hegnet for enden af banen.
- Det er du bare nødt til at acceptere, Holger. Hold koncentrationen, og arbejd videre i stedet for at miste fokus, når du laver fejl, siger Lars Christensen.
Men Holger Rune er ikke i humør til peptalk. Pausetid. Reserveketsjeren, som står på bænken, kaster han på jorden. Og så banker han sin egen ketsjer ind i metalgelænderet bag bænken. Han er sur på sig selv.
Fra vores plads på sidelinjen ligner vredesudbruddet et bevis på Holger Runes vilde vindermentalitet. Han har et særligt talent og et lige så særligt konkurrence-gen. Hver en lille fejl frustrerer ham. Og hver mangel i hans spil vil han træne og arbejde væk. En perfektionistisk tilgang til sit tennisspil, som sidste år gjorde ham til verdens bedste juniorspiller.
Den portrættering kan Holger Rune godt selv genkende, fortæller han efter træningen er overstået. Og den er sand, siger han. Men det er kun den halve sandhed. Den anden halvdel er en mere personlig og mindre glansbillede-glamourøs fortælling om, at hans kamp for at blive verdens bedste tennisspiller også lige nu er en mental kamp, han kæmper med sig selv på banen. Serv, flugtning og tennisteknik er ikke det eneste, han træner.
- Lige nu arbejder vi særligt på at løfte mit mentale bundniveau. Jeg har tendens til at svinge meget på banen. Mellem at være virkelig glad og virkelig sur. Der skal jeg have mere stabilitet. Det dur ikke, når jeg mister fokus på banen, fordi jeg bliver frustreret.
- Når jeg står på banen, kan jeg lave rigtig mange gode slag og kun misse én og så alligevel kun tænke på den ene fejl. Kampe, jeg har vundet for tre år siden, har jeg glemt. Men nederlag, der er lige så gamle, kan jeg tydeligt huske. Det mindset arbejder jeg på at forbedre.
Det vigtigste tennisslag: Den mentale overhånd
Holger Rune har taget plads i skyggen, hvor han giver benene et velfortjent hvil. Her fortæller han selvsikkert om sit eget talent. Det bliver ham, som overtager tennistronen fra legenderne Djokovic, Nadal og Federer, siger han. Han vil være verdens bedste tennisspiller.
Men han fortæller også ærligt om, at der lige nu er lige så meget turbulens, som der er turbo, på hans vej mod verdenstoppen.
I 2019 solede han sig i succes og spillede sig øverst på juniorernes verdensrangliste. Derfor har han i år valgt at droppe juniorkampene og rykke op som fuldtidssenior. Men hvor han som junior var sejrsvant, har succesraten været mere ustabil, når han har mødt seniorer.
- Seniorspillere er meget erfarne, gode til at holde hovedet koldt og straffe hver en lille fejl, jeg laver. Og det skal jeg lære at håndtere mentalt. For jeg har talentet. Og selvfølgelig er talent vigtigt. Men det er ofte den mentale styrke, der afgør topkampe mellem jævnbyrdige spillere. Det er så vigtigt i tennis at spille med overskud og vinde overhånden i den mentale kamp. Jeg vil næsten sige, at det er en af de vigtigste ting.
I en turnering i Give tidligere i maj spillede Holger Rune en af de kampe, hvor det mentale bundniveau, som han kalder det, røg på gulvet. Da han kom bagud i semifinalen, begyndte han blandt andet at brokke sig over banens beskaffenhed. Og distraheret af sine egne frustrationer tabte han.
- Det var en meget negativ kamp. Det var svært at finde energi og tænding. Den kamp var jeg lidt nede.
Evnen til mentalt at håndtere modgang på banen har Holger Rune arbejdet på de seneste par år sammen med mentaltræner og tidligere elitesoldat, Lars Robl.
- Arbejdet med mentaltræning er rigtigt fedt og lærerigt. Men det kan også være svært. Jeg har jo trænet tennis og fysisk træning i rigtig mange år, men det mentale har jeg jo kun trænet i et par år. Så det er selvfølgelig lidt sværere for mig, nu hvor vi ikke har trænet det så meget.
Er det solens skyld?
At frustrationer af og til slører for hans fokus, viser sig glimtvis under træningen.
Træner Lars Christensen spørger, om DR Sportens fotograf foretrækker, at Holger Rune spiller på den ene eller den anden banehalvdel. Gerne den, hvor han ikke står i modlys, lyder svaret. Helt fint, og humøret er højt hele vejen rundt.
Men da Holger Rune begynder at misse et par bolde i den næste øvelse, melder frustrationerne sig. Hån får solen i øjnene, siger han. Det er derfor, han rammer bolden dårligt.
- Kan vi ikke bytte side? Jeg gider ikke at stå nede i solen. Jeg kan ikke se noget, siger Holger Rune til sin træner.
- Holger, hold fokus, lyder svaret tilbage.
Øvelsen fortsætter og SMAK: Holger Rune rammer bolden med kanonkraft og kirurgisk præcision. Fokus er tilbage, efter hans frustrationer i et kort glimt overmandede ham. Det kunne han ikke skjule. Og det forsøger han heller ikke efterfølgende.
- Det er jo ikke fordi, jeg ikke må blive frustreret på banen. Alle bliver jo frustrerede, når tingene ikke lykkes, som man vil. Det er svært at lave om på de følelser, man får som konkurrencemenneske. Det handler om, hvordan man bruger frustrationerne positivt.
- Bruger man det forkert, kan det ødelægge ens fokus. Men bruger man det rigtigt, kan der være utrolig meget god energi i vrede. Det er jo faktisk det, Djokovic er rigtig god til. Han bruger sin vrede til at putte endnu mere aggression og power i slagene. Så at bruge vrede positivt – dét er genialt. Det arbejder jeg på. Det er der, man gerne vil hen. For det er hårdt at spille mod sådan en spiller, der bare bliver bedre i modgang.
Alene om ansvaret
Det kan lyde meget alvorsfuldt, når 17-årige Holger Rune taler om vrede og mental modstandsdygtighed. Og det er det da også. Holger Rune vil være verdens bedste, og det kræver ekstrem seriøsitet. Men det er tydeligvis ikke noget, der tynger ham. At Holger Rune nyder at spille tennis, skinner igennem ham med nærmest lige så blændende styrke som solen i dag.
Udover de små glimt af utøjlet frustration er han en glad og smilende. En drillende pingpong kører imellem ham og træneren, og undervejs tager han sig også tid til at hyggesnakke med træneren på nabo-banen og få taget en selfie med en klubkammerat, som høfligt spørger om fællesfoto med det unge stjernetalent.
Holger Rune går på træningsbanen med et misundelsesværdigt gåpåmod. Han finder en glæde i det hårde arbejde.
- Hen på krydset, et, to, et skridt ind, og igen, krydset, tilbage, lidt til siden, til baglinjen, begge fødder, kom, igen, krydset…
Lars Christensen dirigerer og koreograferer, og Holger Rune bevæger benene hen over grusset til trænerens takt, mens svedpletten på T-shirtens ryg vokser sig større og større.
Sådan har Holger Rune trænet 3-4 timer hver dag i den her uge. Han nyder sliddet.
- Lars ville jo ikke presse mig lige så hårdt, hvis mit mål var at blive top-400 i verden. Så ville han synes, at det var okay, at jeg havde en off-day. Men den træning, der bliver sat op, afhænger af, at jeg skal blive nummer et i verden. Der bliver sat høje krav, og det er skidehårdt arbejde, men det er også nødvendigt.
Får du ikke nogle gange lyst til at skrue lidt ned?
- Nej, overhovedet ikke. Det kan godt blive surt nogle gange, men jeg skruer aldrig ned. Noget af det, jeg elsker ved tennis, er, at mit spil udelukkende afhænger af min egen indsats.
- Jeg kan godt lide det egoistiske i sporten. Da jeg var yngre, spillede jeg fodbold, og der kunne jeg jo ikke selv afgøre tingene. Der afhang det af et helt hold. Det kunne jeg ikke så godt lide. Nogle gange til de der fodboldkampe, spillede jeg rigtig godt, men så tabte vi alligevel, og det var rimelig ufedt. Der kunne jeg blame andre. I tennis kan jeg kun blame mig selv.
Kunsten at lykkes
Ligesom han gør det med sin modningsproces med det mentale arbejde, fortæller Holger Rune modigt, åbent og ærligt om sine tårnhøje ambitioner.
Han startede året som nummer 1.019 blandt seniorerne. Nu er han rykket frem som 827. Fint nok. Men det er pladsen allerøverst på verdensranglisten, han jagter. Og vejen derhen har han allerede visualiseret. I 2021 vil han være i top-100. Og i 2022 vil han nå op i top-20.
Man kunne måske indvende, at du som ungt talent bare burde have fokus på din egen personlige udvikling frem for, hvor hurtigt du helt nøjagtigt rykker op ad en rangliste. Hvorfor arbejder du med så firkantede målsætninger?
- Fordi så har jeg noget at kæmpe for. Og jeg ved, at jeg kan. Hvorfor sige, at jeg vil i top-200, når jeg ved, at jeg kan komme i top-100? Jeg ved, det er vigtigt at sætte store mål for sig selv, hvis man vil nå noget stort. Når der ikke er noget på spil, kan jeg godt blive lidt for afslappet. Men jeg siger det selvfølgelig heller ikke bare for at have noget på spil. Jeg tror også på det. Og jeg er ivrig for at nå derhen.
Man hvad så hvis du ikke når dit mål om top-100 næste år? Bliver det så ikke et unødvendigt mentalt nederlag, du kunne have sparet dig selv for?
- Det ved jeg sgu ikke. Det kan jeg ikke lige forestille mig. Jeg lykkes altid. Jeg har aldrig prøvet at mislykkes med mine mål.
Pause. Holger Rune stopper sit svar. Der var ingen tvivl om, at han mente det, han lige sagde. Han lykkes altid. Alligevel signalerer han ikke, at han nu venter på næste spørgsmål. Fra sin plads i en skyggeplet efter dagens solbeskinnede træning, har han lige brug for lidt ekstra betænkningstid.
Som om en tanke lige har ramt ham. For når vi jagter vores drømme, er det jo nok uundgåeligt, at vi også kommer til at begå fejl og møde frustrerende modgang undervejs. Og hvordan reagerer vi så? Lader vi det forstyrre vores fokus og vores vej mod målet? Eller formår vi at omsætte det til en drivkraft, hvor frustrationer vendes fra benspænd til rygstød.
Tænkepausen er ovre.
- Ej, så må jeg se på, hvad det er, jeg har gjort galt, og så klø på og arbejde benhårdt på det at forbedre det. Og så er det jo ikke verdens undergang. Målet forandrer sig ikke. Så må det jo bare blive senere, at jeg når det – for jeg vil nå det.