Nick Kyrgios forlod sin kamp mod Steve Johnson i Shanghai, efter at australieren havde tabt første sæt.
Nick Kyrgios forstår som få tennisspillere at skabe opmærksomhed om sin person.
Ofte er det dog de negative historier, der klæber til den temperamentsfulde australier, og tirsdag blev der føjet endnu en til samlingen.
Nick Kyrgios, der er nummer 21 på verdensranglisten, forlod sin kamp mod amerikaneren Steve Johnson før tid ved ATP-turneringen Shanghai Masters i Kina.
Steve Johnson havde netop vundet første sæt med 7-6, efter at amerikaneren trak sig sejrrigt ud af tiebreaken med cifrene 7-5.
Herefter gad Nick Kyrgios ikke spille mere, og australieren sagde hurtigt tak for kampen til modstanderen og dommeren, hvorefter han forlod banen til buhråb fra publikum.
Broget historik
Søndag i sidste uge blev 22-årige Nick Kyrgios også fratrukket et point, da han tabte finalen ved ATP-turneringen China Open i Beijing til spanske Rafael Nadal.
Ved den lejlighed spillede australieren dog kampen færdig.
Det er andet år i træk, at Nick Kyrgios skaber negative overskrifter ved Shanghai Masters.
Sidste år tabte han i anden runde til Mischa Zverev i en kamp, hvor Kyrgios helt åbenlyst tabte adskillige dueller med vilje og generelt viste en ligeglad attitude.
Herrernes internationale tennisforbund, ATP, tildelte ham senere tre ugers karantæne.
Han gik i samme forbindelse med til at samarbejde med en sportspsykolog for at få styr på sin adfærd.
Kyrgios har tidligere været i konflikt med det Australske Tennis Forbund, hvilket betød australieren ikke var med ved OL i Rio i 2016.