GRAFIK Serena alene på toppen

Serena Willams har taget de første skridt på vej mod flere enestående rekorder

Hvis den amerikanske tennis-førstekvinde står med US Open-trofæet om en uges tid, følger der også en bunke imponerende statistikker med.

Serena Williams kraftfulde arme kan mere end at tyre bolde omkring ørerne på sine modstandere. De er også ualmindeligt trænede i at løfte trofæer i vejret. Især i dette år har amerikaneren været suveræn, og derfor kan hun med en finalesejr om små 14 dage blive den første kvinde siden 1988 – og den blot fjerde kvinde i historien – til at være indehaver af samtlige fire Grand Slam-titler i samme kalenderår.

Overflødighedshorn af titler

Siden US Open i 1999, hvor Williams som 18-årig vandt sin første Grand Slam, er det blevet til ikke færre end 21 af de mest prestigefyldte titler. Med en 22. titel kan amerikaneren komme op på siden af tyske Steffi Graf, men der er stadig to titler til en tangering af rekorden.

Rekorden for flest US Open-sejre er dog anderledes tæt på. Med de nuværende seks mangler Serena bare en sejr i år for at kunne kalde sig den mest vindende kvinde ved turneringen, siden Open-strukturen blev indført i 1968.

68 er samtidig også antallet af turneringssejre for Williams på det højeste niveau, og det høje niveau er faktisk en rekord i sig selv. For ikke nok med at hun med sine næsten 34 år er den ældste kvinde til at være nummer ét på verdensranglisten.

Med sejren ved Wimbledon i sommer blev hun også den ældste kvinde til at vinde en Grand Slam – en rekord, hun kun kan udbygge, hvis hun kan opretholde sin superform.

Vejen anno 2015

Første runde af årets US Open gjorde da heller ikke noget at skabe tvivl om verdensetterens favoritværdighed. Ranglistens nummer 86, russiske Vitalia Diatchenko, blev udspillet 6-0 i første sæt, og da stillingen var 2-0 til Williams i andet sæt opgav russeren, der kampen igennem døjede med en fodskade.

Anden runde bød på hollandsk modstand i form af wildcard-spiller og nummer 110 på verdensranglisten, Kiki Bertens, mens hun mødte amerikaneren Bethanie Mattek-Sands i tredje runde. I fjerde runde venter 19.-seedede Madison Keys.