Kerber triumferer i US Open med sejr over tjekke

Tyskeren kan krone en fantastisk sæson med endnu en titel i en grand slam-turnering.

Angelique Kerber har svært ved at forstå, at hun vundet US Open. (Foto: © Anthony Gruppuso, Scanpix)

Angelique Kerber har lørdag vundet US Open i tennis. Tyskeren, der slog Caroline Wozniacki i semifinalen, vandt i tre sæt over Karolína Plísková fra Tjekkiet.

6,3, 4-6, 6-4 lød sejrscifrene i en kamp, hvor det i tredje sæt så ud til, at den undertippede tjekke havde fået krammet på Kerber.

Men tyskeren, der også er ny nummer et på verdensranglisten, vandt en række afgørende bolde og kunne efter kampen bryde grædende sammen af glæde over sin triumf.

28-årige Angelique Kerber har haft en fantastisk sæson, hvor hun i januar vandt grand slam-turneringen Australian Open, var i finalen i Wimbledon og nu også kan kalde sig mester i US Open.

/ritzau/