Lang historik mellem Wozniacki og semifinalemodstander

Caroline Wozniacki og Angelique Kerber møder i nat hinanden for 13. gang i karrieren.

I 2011 mødtes Caroline Wozniacki og Angelique Kerber ved WTA-turneringen i Farum. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Natten til fredag møder Caroline Wozniacki tyskeren Angelique Kerber i semifinalen ved US Open.

De to spillere har en historik, der strækker sig med end ti år tilbage, da de to spillere stod ansigt til ansigt allerede som juniorer.

På WTA-touren har de to spillere mødt hinanden 12 gange med en lille fordel i tyskerens favør. Kerber har nemlig trukket sig sejrrigt ud af syv af de indbyrdes møder.

Den lille fordel til tyskeren opvejes af det faktum, at de to spillere har mødtes ni gange på hardcourt, som også er underlaget ved US Open. For her har Wozniacki vundet fem af de ni opgør.

Fremadstormende tysker

Det seneste indbyrdes opgør mellem de to semifinalister ligger 11 måneder tilbage. Her var Kerber dog rimelig suveræn og vandt med de komfortable cifre 6-2, 6-3.

Siden mødet i oktober sidste år har de to spilleres karriere udviklet sig i hver sin retning – i hvert lige indtil US Open-turneringens start.

Caroline Wozniacki har haft et forfærdeligt 2016 kulminerende med en placering som nummer 74 på den seneste verdensrangliste.

Kerber derimod strøg til tops ved årets første Grand Slam-turnering – Australian Open. Hun var ligeldes i finalen ved både Wimbledon og OL i Rio.

Angeligue Kerber ligger i øjeblikket nummer to i verden, og tyskeren kan endda stryge helt til tops, hvis hun eksempelvis vinder US Open.

De to spillere har aldrig tidligere mødt hinanden i en Grand Slam-turnering. Mens Caroline Wozniacki tidligere har stået i to US Open-finaler, så er Kerbers bedste resultat i New York en semifinaleplads.

Caroline Wozniacki og Angelique Kerber spiller semifinale i US Open i nat. Kampen spilles efter semifinalen mellem Serena Williams og Karolina Pliskova, der er sat til at starte kl. 01.00.

Et bud på et tidspunkt for opgøret mellem Wozniacki og Kerber kunne være omkring kl. 03.00. Begge kampe vises på Eurosport 1.