Officielt: Nadal kommer til Danmark

Verdensstjernen Rafael Nadal kommer til Danmark og spiller tennislandskamp.

Tirsdag blev det bekræftet, at Rafael Nadal kommer til Danmark. (Foto: © DON Emmert, Scanpix)

De danske tennisherrer får sig en oplevelse ud over det sædvanlige, når de den 18. til 20. september møder Spanien i Davis Cup.

Spanierne stiller nemlig op med verdensranglistens nummer otte, Rafael Nadal – præcist som den spanske landstræner havde lagt op til. Nadal kommer til Danmark sammen med David Ferrer, Roberto Bautista Agut og Fernando Verdasco.

https://twitter.com/DavisCup/status/641197811749552128

Kenneth Carlsen: Vi har en chance

På den anden side af nettet stiller Danmark op med Frederik Løchte Nielsen, Mikael Torpegaard, Søren Hess-Olesen og Thomas Kromann.

Og landstræner Kenneth Carlsen erkender, at der er langt mellem de to hold.

- Spanien er kæmpe favoritter, men jeg er så optimistisk at mene, at vi har en chance for at vinde. Vi tror på egne evner, og vi jagter sensationen, siger Kenneth Carlsen og supplerer:

- Det er en cadeau til spillerne, at vi nu møder en af verdens største tennisnationer. Muligheden er kun opstået på grund af fremragende resultater og en god holdånd igennem flere år.

Kampen spilles i Odense Idrætshal.