En misforståelse kan have ført til, at en af verdens største kvindelige sportsnavne Maria Sharapova nu er havnet i en alvorlig dopingsag.
Den russiske tennisstjerne fortalte i hvert fald selv på sit pressemøde mandag aften, at hun ikke var bekendt med, at stoffet meldonium, som hun har taget fuldt lovligt gennem ti år, efter den 1. januar er kommet på den forbudte liste hos det internationale anti-dopingforbund, WADA.
Derfor vil Poul Erik Høyer, der er medlem af den internationale olympiske komité, IOC, nu tage op, hvordan man bedst muligt sikrer, at sportsudøverne er rustet til at gennemskue reglerne efter Sharapovas sag.
- Det giver stof til eftertanke. For efterhånden er det så komplekst, at det er meget svært for den enkelte idrætsudøver at forstå hele mekanismen i de 1.500 sider, som WADA’s kodeks består af.
- Vi skal have drøftet, hvordan vi gør det nemmere for idrætsudøverne at forstå det. Og samtidig måske endda sige, at det kræver, at eliteidrætsudøverne bruger tid på skolebænken for at forstå WADA’s grundlæggende koncepter, siger Poul-Erik Høyer til DR Sporten.
Atleterne skal opdateres hyppigere
Den tidligere OL-guldvinder i badminton sidder i IOC’s entourage-kommission, der netop beskæftiger sig med forhold, der vedrører atleterne.
Selvom det er for tidligt til, at Poul-Erik Høyer har helt konkrete løsninger, har han allerede gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man kan hjælpe udøverne.
- Man laver allerede i dag pjecer over de medikamenter, der er ulovlige. Men efterhånden er der så mange, at det kan være svært at være på forkant med det, og det er jo det, der er sket her i Sharapova-sagen.
- Jeg tror, man skal se på, hvor hyppigt man opdaterer atleterne på de udviklinger, der sker i WADA og de medikamenter, man ikke må tage, siger han.
Næste møde i entourage-kommissionen er i november, men Poul Erik-Høyer vil allerede frem mod OL i Rio indlede arbejdet med at udmønte konkrete forslag.