Caroline Wozniacki måtte forlade Australien Open efter første runde. Det blev en kendsgerning, da den danske tennisspiller tabte til kasakheren Yulia Putintseva i tre sæt.
Wozniackis tidlige exit er en kæmpe overraskelse for Tine Scheuer-Larsen, der er tennisekspert hos Viasat.
- Jeg er sgu lidt rystet over, at hun ikke vinder denne kamp. Hun går måske kold oven i hovedet, det er varmt dernede, men det er ens for begge, siger Tine Scheuer-Larsen.
- Det er Caroline, der har det allerværst lige nu. Hun er frustreret, rasende og ked af det her oven på en udmærket pre season-forberedelse, og hun ser jo også trimmet ud. Derfor skal der også tænkes over nogle ting og evalueres, så dette ikke sker igen i en grand slam. Det er også på tide, at hun skal gøre det godt i grand slam-turneringerne, hvis hun skal bevare sin placering, siger hun.
Sin egen værste modstander
Selve kampen mod den lavere rangerede Yulia Putintseva burde Caroline Wozniacki have vundet.
- Det var ærgerligt for Caroline, og jeg synes, at hun var sin egen værste modstander, selv om hendes modstander kæmpede, alt hvad hun kunne. Caroline burde have vundet den kamp i to sæt og have været klar til anden runde.
- Hun går kold i heden. Hun har kampen og sejren inden for rækkevidde, men hun inviterer modstanderen ind i kampen igen og kan ikke få slået sig ud af det. Hun kommer til at løbe mange meter, Putintseva laver nogle stopbolde og får kørt Caroline godt rundt, fordi hun får lov til det, og så kan alt jo ske, siger Tine Scheuer-Larsen.